Loading...

Morten D. Madsen vinder Aarhus Nordic Challenge d. 23. maj foran Festus Asante og Simon Hansen. (Kim Gudmand)

Store DM - optakt lørdag

Kan Morten forsvare titlen?

07. august 2015 · Jeppe Weinreich

Søndagens program tegner på forhånd mest spændende, men også lørdag byder på flere interessante ting. Kvindernes 1500 meter-finale er den stærkeste i adskillige år, mens Andreas Bueno på samme distance har givet afkald på sin femte titel på stribe, da han jagter en sidste VM-chance i Belgien samme dag. Og så bliver det afgjort, om Morten D. Madsen som den første siden 2010 kan forsvare titlen på mændenes 100 meter.

Sidst der var DM i Aarhus (2001), vandt Morten Jensen sin første af syv titler på stribe på 100 meter. Den danske rekordholder er siden blevet overhalet af flere yngre talenter, men ingen af dem har formået at sætte sig på den danske sprinttrone - endnu. Således er de fire seneste DM usædvanligt nok blevet vundet af fire forskellige teenagere:

2011 Andreas Trajkovski (KIF) – 18 år
2012 Frederik Thomsen (Ballerup AK) – 18 år
2013 Kristoffer Hari (Hvidovre AM) – 15 år
2014 Morten D. Madsen (Skive AM) – 19 år

Med Morten D. Madsens start kan vi meget vel få det første succesfulde titelforsvar siden Jesper Simonsen i 2010. Den 20-årige Skive-sprinter gælder som favorit, men helt at udelukke, at en femte teenager løber med titlen, kan man ikke. 17-årige Simon Hansen (Aarhus 1900), der ved Ungdoms-VM imponerede med 10,57 sek., gælder på hjemmebanen nemlig som en farlig outsider.

Afbud fra Benjamin Lobo Vedel
Den meget imødesete duel mellem Nordens to bedste på 400 meter bliver desværre ikke til noget. Junioreuropamesteren på 400 meter, Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM), trak sig onsdag fra Copenhagen Athletics Games, og som ventet er der også indløbet afbud til DM. Dermed kan Nick Ekelund-Arenander (Sparta) med stor sandsynlighed vinde sin fire titel i træk - med den firedobbelte guldvinder (07, 08, 10 & 11) Nicklas Hyde (Sparta) som nærmeste konkurrent.

En helt åben 1500 meter-finale
For en gangs skyld vil det på 1500 meteren ikke være mændenes finale, men kvindernes, som er mest imødeset. Her har vi mesteren fra 2012 og 2014, Maria Larsen (KIF) med, mens guldvinderen fra 2013 og årets hurtigste, Line K. Schulz (Aalborg AM), er garant for god modstand. Og så naturligvis den dobbelte medaljevinder fra Junior-EM, Anna Emilie Møller (Blovstrød), som dog kun har løbet den for hende korte distance to gange før. Glemmes skal heller ikke 6’eren fra Junior-EM, Josephine Thestrup (Sparta). Altså en finale med fire teenagere i front og med et i dansk sammenhæng meget højt niveau.

Bueno jagter VM-billet – i Belgien
Andreas Bueno (1900) har på forhånd givet afkald på at vinde sin femte titel på stribe. Han løber nemlig lørdag aften – efter accept fra sportschef Piotr Haczek - i Leuven (BEL), hvor han satser alt på at klare VM-kravet på 1500 meter (3:36,20). Som det ser ud nu, kan en 3:37-tid med de nye kvotepladser vise sig at være nok. Buenos afbud åbner op for en spændende finale med Mads Tærsbøl (Sparta) som svag favorit. Flere andre presser sig dog på, bl.a. Peter Glans (Odense Atletik), som ved Universiaden satte en stor PR med 3:47,40 min. og den unge Mikkel Dahl-Jessen (SAK77), som efter et par års fravær nærmer sig topformen. Med den taktisk kloge Nick R. Jensen (Sparta) med i feltet, må det forventes, at de andre løbere vil forsøge at undgå et ”luskeløb”.

-I kvindernes stangspring er Iben Høgh-Pedersen (Randers Freja) favorit til at vinde. Det vil i givet fald være hendes anden titel, efter at hun vandt som 16-årig tilbage i 2006.
-I mændenes kuglestød skal der kåres en ny dansk mester efter æraen med Joachim B. Olsen, Kim Juhl Christensen og senest i 2014, Nick Petersen. Det ligner en åben duel mellem de to Sparta-atleter Lasse Larsen og den regerende mester indendørs, Kenneth Mertz.
-Bedste bud på en mesterskabsrekord lørdag er i kvindernes hammerkast, hvor Celina Julin (Sparta) kan vinde sin første titel, efter at den forsvarende mester Meiken Greve er stoppet. Vanessa Mortensens mesterskabsrekord fra DM 2006 lyder på 59.37 meter.
-Et afbud er indløbet på mændenes 4x100 meter, og det betyder, at der med otte hold tilbage kan løbes direkte finale.

Mere info på DM-siden

© Copyright Dansk Atletik Forbund