Morten Jensen på vej til en overraskende titel. (Kim Gudmand)
Morten Jensen snød de unge løver
09. august 2015 · Jeppe Weinreich
Den nordiske rekordholder i længdespring har ved DM før prøvet at være tårnhøj favorit og så tabe. Søndag oplevede han det modsatte: at være totalt afskrevet og alligevel snuppe sejren.
Længdespringsfinalen var gået ind i sjette og sidste omgang med blot tre resterende spring. Andreas Trajkovski lå til at genvinde titlen med 7.67 meter fra første runde, mens Benjamin Gabrielsen lå på sølvpladsen med 7.56 meter. Men ud af ingenting leverede den tredje spartaner Morten Jensen så med 7.76 meter sit længste spring siden 2012. At vinden med +2,1 lige akkurat var over det tilladte betød knap så meget i den sammenhæng. Ingen havde set dét komme, og da både Gabrielsen og Trajkovski efterfølgende overtrådte deres sidste forsøg, var sensationen – og Jensens 10. udendørs titel - hjemme.
”Jo, jeg er selv lidt overrasket, selvom jeg ved CAG i onsdags (årsbedste med 7.46m, red.) kunne mærke, at det gik den rigtige vej. At den skulle komme i sjette omgang i dag, overrasker mig dog mest, for jeg følte mig lidt træt efter fem spring, men det er fedt at vinde her i dag og vise, at jeg stadig kan, selvom nogle sikkert synes, at jeg burde stoppe,” lød det fra Morten Jensen.
Kløjgård tog titlen
Mens længdespringsfinalen ikke kunne kaldes for en duel, var der til gengæld ikke nogen tredjeperson, som blandede sig i de to 1900-springere Jonas Kløjgård og Janick Klausens opgør. Duellen fusede dog ud, da en tydeligt plaget Janick Klausen rev ned for tredje gang på 2.10 meter og måtte nøjes med 2.03 meter. Kløjgård klarede efterfølgende 2.13 meter, men sluttede med tre nedrivninger på 2.17 meter.
Jonas Kløjgårds vinderspring. (Lone Dybdal)
”Jeg kunne hurtigt mærke, at det ikke var en af de dage, hvor jeg sprang højt, men jeg vandt, og det var det jeg kom for,” lyder det fra Jonas, der dermed fik sin første titel udendørs efter de to seneste gange at have tabt overraskende. – se interview HER
Da Janick Klausen rev ned sidste gang, tog han sig til sin venstre afsætsfod. Det så umiddelbart ikke godt ud, men det er nu fortsat baglåret, som generer ham.
”Jeg kan ikke trykke igennem i afsættet. Sæsonen er slut. Nu gælder bare om at få styr på det baglår,” lyder det fra Klausen, der trods en svingende sæson formentlig slutter 2015 som nr. 1 i Norden med 2.24 meter fra juni måneds landskamp.
Tæt duel hos kvinderne
En tæt duel fik man til gengæld hos kvinderne, hvor Sofie Albrechtsen (1900) tog titlen med 1.75 meter. 17-årige Rikke Andersen (Sparta) kom ellers først over højden (PR), da hun klarede den i 2. runde, men lige efter tog Albrechtsen også de 1.75 meter, og da hun havde færre nedrivninger undervejs, gik guldet altså til 1900-springeren. Holtes også kun 17-årige Tina B. Gellinn tog bronze med 1.72 meter – tangering af PR.
Anna Emilie vinder topduel
Kvindernes 5000 meter plejer ikke at høre til topøvelserne, men 2015 var i den henseende anderledes. 20 deltagere stillede til start, og det udviklede sig til en duel mellem Sara Sig Møller (Sparta) og Anna Emilie Møller (Blovstrød), efter at først Simone Glad (OA/OGF), siden Køges Sylvia Kiberenge (udenfor konkurrence) måtte slippe. Med en dybt imponerende sidste 200 meter i 30 sekunder løb Anna Emilie sin anden titel hjem i 16:14,72 min. – 5 sekunder foran Sara Sig Møller, der havde været syg i ugen op til løbet.
Anna Emilie Møller i velkendt stil - med Sara Sig Møller i baggrunden. (Lone Dybdal)
”Min eneste taktik var at løbe Anna ”død”, men grundet sygdom manglede jeg det sidste for at kunne gøre det,” vurderede Sara efter løbet. Nu satser hun i stedet på at komme sig inden Baneturneringen d. 1. september, hvor hun går efter en hurtig tid på 5000 meter. Imens fortæller træneren Kersti Jakobsen, at Anna Emilie ved DMU i Hvidovre om to uger formentlig debuterer på 3000 meter forhindringsløb.
Hårdt udlæg gav Abdi guld
Mændenes 5000 meter blev også en flot affære, og her havde Abdi Hakin Ulad (Hvidovre AM) nogenlunde samme taktik som Sara: at løbe sin nærmeste konkurrent Mads Tærsbøl (Sparta) træt. Det lykkedes med et meget hårdt udlæg, som skabte Abdi et komfortabelt forspring. Halvvejs lå han til 13.40 min., men i det stærke solskin dalede tempoet på den sidste halvdel. Sejren – i 14:15,91 min. – var dog aldrig i fare, og Tærsbøl måtte tage til takke med weekendens anden sølvmedalje godt 100 meter efter.
Abdi Hakin Ulad i starten af løbet, mens Tærsbøl og bronzevinder Harboe endnu havde kontakt. (Lone Dybdal)
”Jeg har ikke vundet 5000 meteren før, så jeg forsøgte at lægge stærkt fra land, og det lykkedes. Så jeg er selvfølgelig rigtig glad,” lød det Abdi efter løbet. – se interview HER
Mesterskabsrekord til Hartling
Glad var Nicolai Hartling (Sparta) også for sin anden titel i træk på 400 meter hæk. Ved CAG i onsdags lagde han for stærkt ud - og betalte for det. Søndag stemte tingene bedre, og med 50,72 sek. satte han ny mesterskabsrekord og løb samtidig sin tredjebedste tid nogensinde.
”Det var fedt at løbe hurtigere end ved DM i fjor, men det har været en lang sæson. Ved DMU har jeg tænkt mig at prøve 800 meter og kort hæk. Jeg savner lidt at lave de andre ting,” fortæller Hartling.
Andre steder
-15-årige Mia Helene Mørck sørgede for, at Bagsværd AC kunne tage begge titler på 800 meter. Det skete i en meget flot finale, hvor hun vandt i PR 2:09,73, og hvor 2:10,38 kun var nok til en 5. plads. Norske Ida Fillingsen (KIF) lagde stærkt ud – for stærkt – og gik helt ned til sidst.
-Celina Julin (Sparta) var i vægtkast med 18.23 meter bare 15 cm fra den danske rekord. Nu blev det så til mesterskabsrekord.
-Bortset fra i fjor på hjemmebanen har diskoskaster Emil Mikkelsen (OA/OGF) altid slået til ved Store DM. Det gjorde han igen i Aarhus med vinderkastet 53.70 meter - hans fjerde titel på fem år. Sølv gik til ranglistens nr. 1 Andreas Ellegaard (Sparta), som stadig har sin første titel til gode.
Store DM – 2. dag
Mænd
200 meter (+1,5)
1. Nick Ekelund-Arenander, Sparta 21,07 sek. SB
2. Morten D. Madsen, Skive AM 21,35 sek.
3. Nicklas Hyde, Sparta 21,40 sek. SB
800 meter
1. Andreas Bube, Bagsværd AC 1:50,38 min.
2. Nick R. Jensen, Sparta 1:52,45 min.
3. Kristian U. Hansen, Aalborg AM 1:53,25 min.
5000 meter
1. Abdi Hakin Ulad, Hvidovre AM 14:15,91 min.
2. Mads Tærsbøl, Sparta 14:33,47 min.
3. Jeppe Harboe, Sparta 14:40,24 min.
110 meter hæk (+1,9)
1. Andreas Martinsen, Aarhus 1900 13,68 sek. – mesterskabsrekord
2. Christian Laugesen, Sparta 14,77 sek.
3. Lukas M. Jensen, Esbjerg AM 15,77 sek.
400 meter hæk
1. Nicolai Hartling, Sparta 50,72 sek.
2. Christian Laugesen, Sparta 53,55 sek.
3. Martin Johansen, Aalborg AM 54,18 sek.
Højdespring
1. Jonas Kløjgård, Aarhus 1900 2.13 meter
2. Janick Klausen, Aarhus 1900 2.03 meter
3. Massin Ait Bouziad, Sparta 1.99 meter
Længdespring
1. Morten Jensen, Sparta 7.76 meter (+2,1)
2. Andreas Trajkovski, Sparta 7.67 meter
3. Benjamin Gabrielsen, Sparta 7.57 meter
Diskoskast
1. Emil Mikkelsen, Odense Atl. 53.70 meter
2. Andreas Ellegaard, Sparta 52.44 meter
3. Andreas Jørgensen, Hvidovre AM 50.88 meter
Vægtkast
1. Taj Murmann, Odense Atl. 18.91 meter PR
2. Mathias Hagen, Hvidovre AM 17.17 meter PR
3. Brian Nielsen, Esbjerg AM 14.27 meter
4x400 meter
1. Sparta 3:13,51 min.
2. Sparta II 3.23,00 min.
3. Aarhus 1900 3.31,61 min.
Kvinder
200 meter (-1,3)
1. Mette Graversgaard, Aarhus 1900 24,76 sek.
2. Zarah Buchwald, Hvidovre AM 25,18 sek.
3. Sandra Böll, Sparta 25,48 sek.
800 meter
1. Mia Helene Mørck, Bagsværd AC 2:09,73 min. PR
2. Maria Larsen, KIF 2:09,93 min.
3. Joseffa Keidser, Aarhus 1900 2:10,14 min. (ude-)PR
5000 meter
1. Anna Emilie Møller, Blovstrød 16:14,72 min.
2. Sara Sig Møller, Sparta 16:20,71 min.
3. Simone Glad, Odense Atl. 16:36,85 min
100 meter hæk (+1,0)
1. Mette Graversgaard, Aarhus 1900 13,85 sek.
2. Mathilde U. Kramer, Aabenraa IG 14,00 sek. PR
3. Mathilde Heltbech, Helsingør IF 14,10 sek.
400 meter hæk
1. Sara Slott Petersen, Aarhus 1900 55,56 sek. - mesterskabsrekord
2. Stina Troest, Amager AC 57,49 sek.
3. Anne Sofie Kirkegaard, Sparta 60,27 sek.
Længdespring
1. Martha Traoré, Sparta 6.11 meter
2. Janne Nielsen, Aarhus 1900 5.92 meter (+2,2)
3. Tine B. Ejlersen, Aarhus 1900 5.78 meter
Højdespring
1. Sofie Albrechtsen, Aarhus 1900 1.75 meter
2. Rikke Andersen, Sparta 1.75 meter PR
3. Tina B. Gellin, Holte 1.72 meter =PR
Kuglestød
1. Trine Mulbjerg , Sparta 15.66 meter
2. Maria Sløk Hansen, Hvidovre AM 14.57 meter
3. Maria Aagaard, Aabenraa IG 13.08 meter
Diskoskast
1. Kathrine Bebe, Sparta 50.33 meter
2. Lisa Brix, Amager AC 49.65 meter
3. Maria Sløk Hansen, Hvidovre AM 45.35 meter
Vægtkast
1. Celina Julin, Sparta 18.23 meter PR - mesterskabsrekord
2. Louise Odgaard, Sparta 15.17 meter PR
3. Caroline B. Hansen, Esbjerg AM 14.51 meter PR
4x400 meter
1. Sparta 3:51,31 min.
2. KIF 3:53,52 min.
3. Aarhus 1900 3:53,65 min.