Bueno øverst på skamlen i Umeå. (privatfoto)
Bueno sejrer ved Folksam Challenge
17. august 2015 · Jeppe Weinreich
Med en sejr på 1000 meteren ved søndagens stævne i Umeå fik Andreas Bueno tanket lidt selvtillid efter, at VM-kvalifikationen glippede. Fredag i Göteborg satte Nick Ekelund-Arenander såvel som Anne Sofie Kirkegaard personlige rekorder i deres sekundære discipliner.
Når Andreas Bueno konkurrerer i udlandet handler det om tider, og sejre i de hurtige felter hører følgelig til sjældenhederne. Søndag i Umeå kunne 1900-atleten dog klemme sig først over målstregen i et taktisk betonet 1000-meter-løb i tiden 2.21,90 min. – 0,2 sek. foran russeren Vyatcheslav Sokolov.
Tiden på den sjældne distance er den hurtigste herhjemme siden Kipketer stoppede karrieren – også selv om de 2:21,90 ikke er helt på niveau med Bueno bedste tid på 1500 meter. Under alle omstændigheder rækker det til en 13. plads på alle tiders danske liste. Sejren var desuden 10.000 svenske kroner værd.
To dage forinden måtte Bueno på Slottskogsvallen i Göteborg se sig besejret af en anden russer, Valentin Smirnov, der med 3.41,18 henviste danskeren til 2. pladsen med 3:41,40 min.
Ekelund-Arenander imponerer på 100 meter
Ved samme stævne viste Nick Ekelund-Arenander (Sparta), at hurtigheden ikke fejler noget, da han i A-heatet på 100 meter blev nr. 4 i 10,64 sekunder (+0,2). Det var dagens anden personlige rekord efter, at Nick i det indledende heat havde løbet i 10,72 sek.
Stærk 200 meter-tid af Kirkegaard
En anden 400 meter-løber, som satte PR på 100 meter, var 17-årige Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) med 12,46 sek. Mere imponerende var dog hendes 24,51 sek. på den efterfølgende 200 meter (+0,1). Med tiden deler hun nu U18-rekorden med Else Hadrup, som tilbage i Hvidovre i 1963 (!) løb 24,2 sek. håndstoppet.
Folksam Challenge – Umeå d. 16. august 2015
Resultatliste