Loading...

VM - Beijing 1. dag

Bube ude af VM

22. august 2015 · Jeppe Weinreich

Den danske indsats i Beijing fik ikke den bedste start, da Andreas Bube lørdag morgen blev slået ud i det indledende heat på 800 meter.

En 4. plads i 1:47,03, en 5. plads i 1:46,70 eller bare nr. 6 i 1:46,69 min. Mulighederne for at gå videre på tid så umiddelbart gode ud for Andreas Bube forud for det sjette og sidste heat, men da feltet rundede de 400 meter med David Rudisha i front, viste uret 55,63 sek. – de seks heats klart langsomste mellemtid. Det stod altså hurtigt klart, at kun de tre første ville gå videre.

Bube lå placeret midt i feltet, men ude i bane 2 det meste af løbet. Han forsøgte at gå med, da der med 250 meter tilbage blev skruet kraftigt op for tempoet, men løbet var reelt kørt; de første tre, Rudisha, Rotich (BRN) og Balla (QAT) var umulige at hente, selvom Bube stort set holdt deres fart på de sidste meget hurtige 200 meter. Bube kom ind som nr. 5 i 1:48,94 langt fra en semifinale. Så var det en fattig trøst, at han for første gang slog EM-sølvvinderen Kuciapski (POL).

”Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det kunne gå så langsomt. Jeg skulle bare have lagt mig op til Rudisha. Jeg er virkelig skuffet," lød det fra Bube umiddelbart efter løbet.

Sara Slott i heat 4
Dermed er det nu op til Sara Slott Petersen og Stina Troest på 400 meter hæk tidligt søndag morgen. Lodtrækningen har placeret Troest på bane 7 i heat 3 (kl. 4:41), mens Sara løber på bane 6 i det næste heat (4:49). - se heat fordelingen HER

Resultatliste

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund