Loading...

Fra opløbet ved DM i Aarhus. Ejersbo og Dahl-Jessen i venstre side kæmper om bronze. (Lone Dybdal)

Norwegian Milers Club

Peter Ejersbo imponerer på Bislett

30. august 2015 · Jeppe Weinreich

Den 20-årige fynbo skar lørdag aften i Oslo med 3:48,77 min. over fire sekunder af sin PR på 1500 meter. Med Mikkel Dahl-Jessen også under de 3:50 min. er niveauet på den klassiske distance herhjemme tæt på at være det højeste nogensinde.

Et hav af verdensstjerner på mellemdistancen har gennem årene sat rekorder på Bislett Stadion. Lørdag aften kunne nogle af dansk atletiks lovende navne løbe i fodsporet på dem og tilmed forbedre sig på selvsamme stadion. Det skete ved den nyetablerede løbsserie Norwegian Milers Club, hvor Peter Gerner Ejersbo (OA/OGF) kom ind på 8. pladsen i A-heatet på 1500 meter i tiden 3:48,77 min. – en forbedring på over fire sekunder af den PR, som gav ham bronze ved DM for nylig. Ind lige efter kom Mikkel Dahl-Jessen (SAK77), der med 3:49,35 min. løb sit bedste løb, siden han i 2012 forbedrede Tom B. Hansens legendariske årgangsrekord fra 60’erne. Med Jacob Stengaard (Skive AM) ind på 13. pladsen i 3:51,51 min. – ligeledes PR – var succesen total.

De tre nævnte løbere er næste sæson alle at finde i U23-klassen, og Ejersbo og Dahl-Jessen går nu ind som nr. 7 og 8. på årets rangliste, hvor der er hele ti løbere under 3:50,00 min. Det er faktisk det højeste antal nogensinde. Den hidtil bedste sæson var i 1985, hvor ni løbere klemte sig under grænsen. For fem år siden var der blot tale om to! Ifølge de gamle udgaver af Atletik Nyt var snittet i top-10 i 1992 det hidtil bedste med 3:45,12 min. P.t. er det for 2015 3:46,87 min.

Det stærke heat i Oslo blev usædvanligt nok vundet af Henrik Ingebrigtsen, der så sent som torsdag i Beijing måtte se sig slået ud af VM på samme distance.

PR til Peter Glans
En anden dansker, der har gjort det godt på 1500 meteren i år, er Peter Glans. Odense-løberen forsøgte sig lørdag på den dobbelte distance, og det gik meget godt med en 3. plads i tiden 8:11,83 min. En PR-forbedring på 15 sekunder såmænd.

Norwegian Milers Club - Oslo d. 29. august 2015

1500 meter A-heat
1. Henrik Ingebrigtsen, Norge 3:39,09 min.
8. Peter G. Ejersbo, DK-Odense Atl. 3:48,77 min. PR
9. Mikkel Dahl-Jessen, DK-SAK77 3:49,35 min.SB
13. Jacob. I. Stengaard, DK-Skive AM 3:51,51 min. PR

3000 meter A-heat
1.Erik Udø Pedersen, Norge 8:06,73 min.
4.Peter Glans, DK-Odense Atl. 8:11,83 min.PR
Mads Tærsbøl, DK-Sparta DNS

Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund