Førergruppen godt halvvejs i løbet. Fra højre: Ulrik Heitmann (3), Jacob Ø. Markussen (2), Thijs Nijhuis (1) og Asger Dalsgaard (4). (Lone Dybdal)
Thijs og Louise varmede op til CPH Half med sejre i Aarhus
31. august 2015 · Jeppe Weinreich
Det traditionsrige Marselisløb i Aarhus gav søndag sejr til Thijs Nijhuis og Louise Langelund Batting. Om to uger venter der begge løbere et vanskeligt titelforsvar ved Copenhagen Half Marathon.
Den 44. udgave af Marselisløbet gav søndag i Aarhus Festuge sejre til de to regerende danske mestre på halvmaraton. Thijs Nijhuis - som netop havde fået gipsen af efter at have brækket armen for fem uger siden – deltog for første gang i det traditionsrige løb, og det gjorde han med en sejr på den klassiske 12 km-distance i tiden 37:15 min. Viborg-løberen med bopæl i Aarhus måtte dog kæmpe hårdt for sejren i kamp mod 1900-løberen Jacob Ø. Markussen, der efter en sæson med svingende resultater igen viste sit potentiale og fulgte Nijhuis til dørs.
Mens Thijs om to uger skal forsøge at forsvare sin DM-titel ved Copenhagen Half Marathon, så bliver der her tale om debut på distancen for Jacob Ø. Markussen.
Louise Langelund Batting (1900) var aldeles suveræn hos kvinderne med vindertiden 43:03 min. Også for hende bliver der om to uger tale om et titelforsvar ved det store halvmaratonløb i København, som forventes at blive udsolgt med 25.000 deltagere.
Sara Slott Petersen som starter
Det traditionsrige motionsløb blev første gang afviklet i 1972. Flere prominente navne har i tidens løb stået med startpistolen, bl.a. Hendes Majestæt Dronning Margrethe og løbelegenden Grete Waitz. I år var valget faldet på den lokale og meget aktuelle Sara Slott Petersen, som på behørig vis blev hyldet, inden hun trykkede på startpistolen.
Torsdag løber Sara ved Weltklasse i Zürich, inden hun lørdag slutter en forrygende sæson af ved DT-finalen på Østerbro. I hvilken øvelse (eller hvilke øvelser) det bliver, ligger endnu ikke fast.
Marselisløbet - Aarhus d. 30. august 2015
12 km (nettotider)
Mænd
1. Thijs Nijhuis, Viborg AM 37,15 min.
2. Jacob Ø. Markuss, Aarhus 1900 37,19 min.
3. Ulrik Heitmann, Aarhus 1900 37,52 min.
Kvinder
1. Louise L. Batting, Aarhus 1900 43,03 min.
2. Zenia Mogensen, AGF 47,00 min.