Loading...

Tine Bach Ejlersen - her ved Store DM 2014. (Kim Gudmand)

DM Mangekamp – Maribo 15.-16. august

Tine jagter sin 10. titel

13. august 2015 · Jeppe Weinreich

Tine Bach Ejlersen kan i weekenden i Maribo vinde sin 10. syvkamps-titel på 11 år. Men for en gangs skyld kan hun forvente kamp til stregen.

En baglårsskade i 2013 satte en stopper for en uafbrudt stime af mesterskaber til Tine Bach Ejlersen. Ellers havde syvkæmperen fra Aarhus 1900 i fjor i Holte kunnet hente den 10. titel på stribe. Nu kan jubilæumssejren i stedet komme førstkommende weekend, hvor Olympia Maribo er vært for DM Mangekamp.

Ejlersen, der vandt sin første titel som 20-årig og i år har rundet de 30, lavede ved Europa Cup’en i Polen for fem uger siden med 5426 point sin bedste syvkamp i to år. Sølv- og bronzevinderen fra NM Mangekamp (U23), Sofie Albrechtsen (1900) og Sandra Böll (Sparta), ligger med deres nyligt satte rekordscorer hhv. 151 og 184 point bagefter. En margin, der trods alt gør Ejlersen til favorit, men ikke mere end at et enkelt kiks undervejs kan vise sig kostbart.

Store DM som optakt
Alle tre ladede op sidste weekend ved at vinde medaljer ved Store DM. Sofie Albrechtsen fik boostet selvtilliden på bedste vis ved at vinde højdespring med 1.75 meter, mens Ejlersen var et stykke fra topniveau på 100 meter hæk, men til gengæld kom på skamlen i spydkast, hvor det blev til PR. Sandra Böll, der har døjet med en fodskade denne sæson, vandt bronze på 200 meter med en tid 25,48 sek., som er tæt på hendes PR.

Også favoritten i mændenes tikamp, Christian Laugesen (Sparta), vandt medalje ved DM med sølv i begge hækkeløb. I fjor i Holte vandt Laugesen sikkert i det, der var hans første tikamp siden 2010. Nu er han tilbage igen og gælder som klar favorit. Trespringer Jannick Bagge (Hvidovre AM) debuterer i tikampen.

Der kåres også mestre i ungdoms- såvel som veteranklasserne. Største startfelt finder man hos de 14-15 årige piger, hvor der er 16 tilmeldt.

DM Mangekamp – Maribo d. 15.-16. august 2015
Startlister kan findes HER

Tine B. Ejlersens ni titler
2005: 4692
2006: 4462
2007: 4809
2008: 4914
2009: 5030
2010: 5281
2011: 5213
2012: 5507
2013: afbud
2014: 5339

© Copyright Dansk Atletik Forbund