Loading...

Fra finalen i 2012. (Kim Gudmand)

DT-finale – Østerbro d. 5. september

Spartas herrer kan snuppe den 30. titel på stribe

03. september 2015 · Jeppe Weinreich

Der er igen-igen lagt op til en dobbeltsejr for hjemmeholdet Sparta ved lørdagens holdfinale. Mens herrerne forventes at kunne sejre suverænt, så kan kvinderne få god modstand af Aarhus 1900, der stiller med et stærkt hold anført af Sara Slott Petersen.

Metaltræthed kender Spartas to landsturneringshold tilsyneladende ikke til. Ved finalen i Aabenraa i fjor kunne Østerbro-klubben således vinde dobbelt for 17. år i træk. For herreholdets vedkommende var der tale om den 29. af slagsen på stribe, hvorfor der lørdag på hjemmebanen Østerbro med stor sandsynlighed kan fejres et imponerende jubilæum.

Aarhus 1900’s kvinder sørgede ved sidste års finale for lidt spænding i guldkampen, da de med fire øvelser tilbage kun var et halvt point fra Sparta. Sidstnævnte tog dog i sidste ende sejren med et forspring på 8½ point. Interessant nok figurerer Sara Slott Petersen på startlisten på både 400 meter med og uden hække. Holder det sidste stik, kunne Rikke Rønholts ni år gamle danske rekord på 52,84 sekunder meget vel være i fare.

”Om Sara løber begge distancer, afhænger lidt af, om kroppen er frisk efter løbet i Zürich torsdag aften. Er den det, så er planen at løbe en rolig 400 meter hæk og derefter give den ”fuld skrue” på 400 meteren,” lyder det fra træner Mikkel Larsen.

Kamp om bronzen
Mens guld og sølv næsten synes fordelt på forhånd, så kan der blive tæt kamp om 3. pladsen. Odenses herrer vandt med bronzen i fjor deres første medalje siden 1998, mens kvinderne fra Københavns IF skal kæmpe hårdt for at vinde klubbens tredje bronze på stribe.

Elitedivisionen finale 2015
Østerbro Stadion d. 5. september kl. 12 (mændenes hammerkast dog allerede kl. 11.20)
- Startlister, tidsskema m.m. kan findes HER

Finaleholdene 2015
Sparta
Aarhus 1900
Aalborg AM
Odense Atl.
Hvidovre AM
Københavns IF

Kvinder
Sparta
Aarhus 1900
Københavns IF
Hvidovre AM
Aabenraa IG
Odense Atl.


Sådan gik det i 2014:
Herrer
1. Sparta 125 point
2. Aarhus 1900 109½ point
3. Odense Atletik 71 point
4. Hvidovre AM 55½ point
5. Københavns IF 50½ point
6. Esbjerg AM 49½ point

Kvinder
1. Sparta 106 point
2. Aarhus 1900 97½ point
3. KIF 80,75 point
4. Aabenraa IG 71,25 point
5. Odense Atletik 48 point
6. Amager AC 29½ point

© Copyright Dansk Atletik Forbund