Elitefelt i verdensklasse klar til at indtage Københavns gader
05. september 2015 · Henriette Leth Nielsen
Rygtet om en hurtig rute har lokket et væld af Afrikas stjerner til Cph Half. Blandt dem Bedan Karoki Michuri, som satte et stærkt præg på 10.000-meter-finalen ved det netop afholdte VM i Beijing.
Det internationale elitefelt er på plads, og der er tale om ren verdensklasse med adskillige løbere, som har været under den magiske time for de 21,1 km., når Copenhagen Half Marathon skydes i gang på Øster Allé søndag 13. september kl. 11.15.
Bedan Karoki Michuri er navnet på den 25-årige kenyaner, som har bebudet et hurtigt løb. Karoki viste senest ved VM i Beijing, at han er i topform. Her førte han store dele af 10000-meter-finalen, akkurat som det var tilfældet ved OL i London for tre år siden. I sidste ende måtte Karoki – som har base i Japan – dog se sig slået i spurten, men endte på en fornem 4. plads bare tre sekunder efter vinderen Mo Farah. Med en sølvmedalje fra VM Cross i marts måned er han ganske enkelt en af verdens allerbedste løbere.
Harer skal trække de første 10 km
Til Copenhagen Half Marathon har elitefeltet harer med til at sætte det rette, vanvittigt hurtige udgangstempo. Den første af temposætterne trækker de første 5 km, inden hare nr. 2 tager over til 10 km eller endnu længere.
Med syv eliteløbere, der har en personlig rekord på under de 60 minutter, vil flere have potentialet til at følge med et godt stykke af vejen. Berhanu Legese kunne være en af dem. Den bare 21-årige etiopier imponerede i foråret ved at vinde det store halvmaratonløb i Berlin i personlig rekord 59:45 min., mens Simon Chiprop kunne være et andet godt bud. Den 22-årige kenyaner har således den hurtigste tid af alle i feltet med de 59:20 min., som han løb på for to år siden ved det berømte halvmaratonløb i Rom-Ostia. Med 59:39 min. fra samme løb i år har han vist, at han er en løber, som man skal regne med.
41-årig fransk kvinde er blandt favoritterne
Hos kvinderne har den 41-årige regerende europamester, Christelle Dauney, meldt sin ankomst. Den franske super-veteran imponerede allerede i Københavns gader i fjor, da hun med en 7. plads blev bedste placerede europæer ved VM Halvmaraton. Ved den lejlighed måtte hun se sig besejret af hele fem kenyanske kvinder, hvoraf nr. 5 i det løb, Mercy Kibarus, ligeledes har fået lyst til igen at prøve sig af på den hurtige rute.
Senest er der indløbet tilmelding fra et uhyre interessant navn, nemlig etiopieren Sutume Asefa, som ved det store BIG 25 km i Berlin i maj vandt i etiopisk rekord 1:21,55 time. Her passerede det 21-årige stjerneskud halvmaraton-mærket i 68:23 minutter. I fjor var hun et helt ubeskrevet navn, men i år har hun vundet samtlige gadeløb, som hun har stillet op i.