Loading...

Line K. Schulz modtager depechen på den afsluttende 4x400 meter stafet. (NS Foto)

Kvalmatch

Tæt kamp om pladserne i Elitedivisionen

07. september 2015 · Jeppe Weinreich

Bagsværds kvinder såvel som Ballerups mænd var yderst tæt på at sikre sig en overraskende plads i næste års elitedivision. En division, der bliver næsten identisk med den i 2015 – med undtagelse af, at Aalborg AM’s kvinder overtager Esbjergs plads.

Skive AM’s herrehold er fortsat at finde i Elitedivisionen til næste år. Det står klart efter søndagens spændende kvalifikationsmatch, som blev afviklet på Tårnby Stadion. Blot fire hold var til start hos mændene, men i sidste ende var der kun 10½ point mellem Esbjerg AM på førstepladsen og Amager AC på den sidste.

10,57w til Frederik Thomsen
Hårdest kamp var der mellem Skive AM og Ballerup, og her var holdets to store profiler i kamp mod hinanden hele fire gange i løbet af dagen. På 100 meter kunne Frederik Thomsen (Ballerup AK) overraskende slå den danske mester Morten D. Madsen med 10,57 mod 10,76 sekunder – om end i for meget medvind (+2,5). Pudsigt nok fik Madsen efterfølgende revanche i det, der ellers burde være Thomsens gebet, nemlig længdespring, hvor denne måtte se sig besejret med 7.15 mod 7.10 meter – igen i lidt for stærk medvind.

Dalgaard Madsen var også stærkt medvirkende til Skive AM’s sejre på begge stafetter. Den lange stafet skulle vise sig at blive en direkte duel om oprykning mellem de to klubber – og det endte altså med en Skive-sejr godt tre sekunder foran Ballerup AK.

Ungt Aalborg-hold tilbage i kvindernes elitedivision
I fjor var det talentfulde kvindehold fra Aalborg AM yderst tæt på at rykke op. I år skulle det så være, og denne gang blev sejren sikret uden nogen slinger i valsen. Line K. Schulz havde en travl dag på kontoret med sejre på 1500 og 5000 meter (og 4x400 meter), mens hun måtte nøjes med 2. pladsen på 800 meter efter Bagsværds danske mester, Mia Helene Mørck. Denne havde også sit at se til med sejr på 400 meter hæk og 400 meter – førstnævnte i ny PR 63,70 sek., mens det med 57,21 sek. på den flade 400 meter var meget tæt på også at være personlig rekord.

Trods den flotte præstation af 15-årige Mia, rakte det ikke for Bagsværd AC, der i sidste ende måtte se arrangørklubben Amager AC – uden Stina Troest på holdet – tage andenpladsen med ét point mere. Dermed bevarer Amager AC sin plads i Elitedivisionen 2016, mens Aalborg AM tager Esbjerg AM’s plads. Vestjyderne var med 78½ point ellers kun 2½ point fra oprykning.

Kvalmatch – Tårnby Stadion d. 6. september 2015
Kvinder
1. Aalborg AM 92 point
2. Amager AC 81
---------
3. Bagsværd AC 80
4. Esbjerg AM 78½
5. Skive AM 61
6. Ballerup AK 45½

Mænd
1. Esbjerg AM 104½ point
2. Skive AM 101½
-----------
3. Ballerup AK 98½
4. Amager AC 94½
Alle resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund