Loading...

Aarhus 1900 vinder her den afsluttende stafet foran Sparta, men taber samlet juniorklassen. (Gunner Sørensen)

DM Hold 12-15 år & Junior

DTU: Sparta gør rent bord i Skive

12. september 2015 · Jeppe Weinreich

Mesterklubben fra Østerbro var suveræn ved lørdagens finale i Skive. Hos de ældste drenge måtte de forsvarende mestre fra Aarhus 1900 med et afbudsramt hold således afgive titlen. Til gengæld kom der unødig spænding i den ældste pigeklasse efter et nul i stangspring.

De gjorde det allerede i 2013, Sparta, da de ved holdfinalen for ungdom (DTU) vandt alle fire klasser. I fjor kunne et stærkt hold fra Aarhus 1900 dog fravriste dem titlen i drengenes ældste klasse, og der var på forhånd lagt op til en tæt revanchedyst netop her. Den dyst udeblev imidlertid efter flere afbud hos 1900, der bl.a. måtte undvære den stærke kaster Marcus Thomsen (som dagen forinden havde stødt 20.71 meter ved de norske ungdomsmesterskaber). I sidste ende sejrede Sparta med 10.904 point – 1135 mere end århusianerne.

Jonas Kløjgård scorede ikke overraskende flest point med sine 2.13 meter i højdespring, mens Kenneth Pedersen på Greves bronzevindende hold på glædelig vis kunne sætte PR med 2.02 meter på andenpladsen. På 4x100 meter stillede Sparta med et rent 16-17 år hold, som efter det vindende stafethold fra 1900 lige akkurat tangerede den danske U18-rekord med tiden 43,58 sekunder (øverste foto).

Blæst gik over i regn
Vejret var ikke det bedste, og det satte sit præg på nogle af resultaterne. I starten var det blæsende, men ved to-tiden slog det over i regn - store byger -for til sidst at klare op under stafetløbene.

Hos de ældste piger var Sparta på vej mod en sikker sejr, men efter nul point i stangspring til Sparta fik Aabenraa IG pludselig færten af en overraskende sejr, da Spartas forspring var skrumpet ind til 83 point før 4x100 meter stafetten. Her satte københavnerne dog tingene på plads med en sikker sejr. Arrangørklubben Skive AM (sammen med Stoholm) lå til en bronze, men den snuppede Aarhus 1900 med en klart bedre tid på stafetten.

DTU 2015 Roessler
Sophie Roessler satte PR i længdespring med 5.67 meter. (Gunner Sørensen)

Mest suveræn var Sparta i den yngste drengeklasse, hvor de sejrede med knap 3000 point ned til Holte IF, der til gengæld ikke var langt foran forfølgerne fra Greve, der måtte tage til takke med bronze.

I den yngste pigeklasse vandt Sparta også en komfortabel sejr med sølv til Aalborg AM og bronze til Bagsværd AC.

DTU Holte D15
Holtes sølvvindende hold hos de yngste drenge. (Gunner Sørensen)

Europa Cup
Dermed ligger det fast, at Sparta til næste år skal repræsentere Danmark i begge klasser ved Europa Cup’en for junior-klubhold. Om det bliver i A- eller B-gruppen – eller begge – afgøres næste weekend. Her skal Spartas piger til Istanbul, hvor A-gruppen afvikles, mens Aarhus 1900 hos drengene skal en tur til Portugal for at kæmpe om dansk oprykning til den bedste række.

DM Hold 12-15 år & Junior – Skive d. 12. september 2015

Slutstilling
Drenge 16-19 år
1. Sparta 10904 point
2. Aarhus 1900 9769
3. Greve IF 9343
Højeste score: 1009 point (Jonas Kløjgård, 1900 - højde 2.13m)

Piger 16-19 år
1. Sparta 9767 point
2. Aabenraa IG 9646
3. Aarhus 1900 8472
Højeste score: 1025 point (Anne Sofie Kirkegaard, Sparta - 400m 55,13s)

Drenge 12-15 år
1. Sparta 10714 point
2. Holte IF 7731
3. Greve 7604
Højeste score: 1050 point (Tobias G. Larsen (Holte IF) - 300m 36,07s)

Piger 12-15 år
1. Sparta 10065 point
2. Aalborg AM 8904
3. Bagsværd AC 8508
Højeste score: Vicky Dahl (Stoholm IF/Skive - hammer 52.75m)

Resultatlister:
D15 - D19 - P15 - P19

Se alle Gunner Sørensens foto fra dagen - klik HER

© Copyright Dansk Atletik Forbund