Loading...

Chicago Marathon

Jess Draskau OL-klar efter supertid i Chicago

11. oktober 2015 · Jeppe Weinreich

Med ny personlig rekord 2:30,07 timer forpassede Jess Draskau-Petersson søndag i Chicago Dorthe Rasmussens legendariske danske rekord med sølle 33 sekunder. Samtidig fik hun med solid margin indfriet det danske OL-krav.

Med en placering som nr. 9 og bedste europæer fik Jess Draskau-Petersson søndag genoptaget den flotte danske tradition ved netop Chicago Marathon. Her forbedrede Dorthe Rasmussen i 80’erne to gange den danske rekord – og det var tæt på, at det i dag var sket for tredje gang.

Det lugtede nemlig af en ny dansk rekord på den første halvdel af løbet. Den 38-årige Aarhus 1900-løber med bopæl i Colorado holdt fra start et hurtigt og stabilt tempo og nåede ved 17 km op til den amerikanske rekordholder Deena Kastor.  De to fulgtes herefter ad og passerede halvmaraton i 1:14,02. Trods flot solskin og en optimal temperatur på 12 grader ved løbets start måtte løberne kæmpe med en kraftig blæst, og ved 25 km begyndte Draskaus tempo så for første gang at dale. Efterfølgende måtte hun slippe Kastor, men fik ufortrødent kæmpet sig videre og lå trods langsommere mellemtider fortsat inden for en dansk rekord.

Rekorden glippede altså i sidste ende med 33 sekunder, men ny personlig rekord og en solid indfrielse af OL-kravet blev facit.

Chicago Marathon – 11. oktober 2015
Kvinder
1. Florence Kiplagat, Kenya 2.23,33 timer
2. Yebrgual Melese, Etiopien 2:23,43
3. Birhane Dibaba, Etiopien 2:24,24
9. Jess Draskau-Petersson, Danmark 2:30,07 PR

De fem hurtigste danske kvinder gennem tiden
2:29,34 Dorthe Rasmussen, Glostrup IC - London 1989
2:30,07 Annemette Jensen, Sparta – Zürich 2004
2:30,07 Jess Draskau-Petersson, Aarhus 1900 – Chicago 2015
2:31,31 Gitte Karlshøj, Aarhus 1900 – Chicago 1997
2:32,53 Kersti Jakobsen, AK73 – London 1986

© Copyright Dansk Atletik Forbund