Loading...

Cross Challenge 2015-16

Thijs åbner cross-sæsonen med sikker sejr

24. oktober 2015 · Jeppe Weinreich

Thijs Nijhuis og Sylvia Kiberenge løb med sejrene, da Charlottenlund Travbane lørdag dannede ramme om den første runde i årets Cross Challenge.

Efter bare én runde af Cross Challenge 2015-16 er Thijs Nihuis allerede sikret et bedre samlet udbytte end i den seneste turnering. Dengang deltog Viborg-løberen kun i en enkelt runde med en andenplads som resultat. Lørdag i Charlottenlund var han tilbage i vinderens rolle, da han på den sidste af de seks runder satte sine konkurrenter af og vandt i 26:49 min. for de 9 km.

Uventet opstod der lidt dramatik på den første omgang, da Thijs på vej op ad golfbanens ”bunker” på uforsætlig vis blev ramt af en hård albue lige på næsen og blev sendt til tælling. Det var dog ikke mere alvorligt, end at han hurtigt nåede op til de førende.

Halvvejs i løbet var der dannet en førergruppe på seks mand, som Peter Glans (OA/OGF) som den første måtte slippe. De resterende fem kæmpede videre på ruten, der skiftede mellem den flade travbane og de små bakker på inderkredsens golfanlæg. En af turneringens mest vindende løbere gennem tiderne, Jesper Faurschou (Herning LK), gjorde en stor del af arbejdet undervejs og blev i sidste ende belønnet med en 3. plads, da han på det sidste stykke overraskende kunne gå forbi Mads Tærsbøl (Sparta), der kæmpede med maveproblemer. Tættest på Thijs var engelske Tom Wade (Aarhus 1900), der i mål var fire sekunder efter.

”De seneste mange træningsuger har jeg kun løbet lange ture, så jeg skulle lige vænne mig til tempoet. Jeg var lidt usikker inden starten, men det gik godt, og jeg er rigtig glad for sejren,” lyder det fra Thijs, der ud over NM og EM Cross har en planlagt start i det hollandske Warandeloop den 22. november.  

”Jeg er meget fortrøstningsfuld med henblik på den kommende sæson. Ved NM vil jeg forsøge at løbe med samme indstilling som i dag, altså bare følge med og så se, om jeg ”har benene”, når der mangler 2 km.”

Spartas herrer fortsatte, hvor de slap i sidste sæson, da de igen tog holdsejren – denne gang et lille minut foran Odense Atletik.

Kristan Holm Jensen (Esbjerg AM) fik ligeledes en god sæsonstart, da han vandt juniorernes løb ved at spurtbesejre Joachim W. Rosbo (Bagsværd AC).

AGF-hold tilbage på toppen
Hos kvinderne lagde junioren Anna Emilie Møller (Blovstrød) stærkt ud og skabte sig på den første runde et lille forspring ned til seniorerne. Da hun efter tre runder kunne løbe i mål som sikker vinder af juniorkonkurrencen, var kenyanske Sylvia Kiberenge (Køge) dog nået op til hende – med Simone Glad ikke langt efter. På de sidste to runder understregede Kiberenge sin gode form, da hun kunne øge afstanden ned til Simone Glad, der i sin AGF-debut dog også gjorde det rigtig flot. Med 25:08 og 25:22 min. var de to i en klasse for sig. Næsten halvandet minut efter kom Zenia Mogensen i mål, og med hendes klubkammerat fra AGF, Louise Laursen, ind på en 4. plads var AGF’s holdsejr suveræn.

Det var første gang i halvandet år, at AGF kunne vinde holdkonkurrencen, og med Simone Glad med i truppen ligner klubben et godt bud på en samlet vinder. Om tre uger er det netop AGF, som er arrangør af 2. runde (crossstafet).

Cross Challenge 1. runde – Charlottenlund d. 24. oktober 2015
Senior M
1. Thijs Nihuis, Viborg AM 26:49 min.
2. Tom Wade, Aarhus 1900 26:53
3. Jesper Faurschou, Herning LK 26:56
Hold
1. Sparta
2. Odense Atletik
3. Herning LK

Senior K
1. Syliva Kiberenge, Køge Atl. 25:08 min.
2. Simone Glad, AGF 25:22
3. Zenia Mogensen, AGF 26:47
Hold
1. AGF
2. Hvidovre AM
3. Blovstrød Løverne

Junior M
1. Kristian Holm Jensen, Esbjerg AM 18:04 min.
2. Joachim W. Rosbo, Bagsværd AC 18:07
3. Marc Laursen, Viborg AM 18:54
Hold
1. Sparta
2. SAK77
3. Odense Atletik

Junior K
1. Anna Emilie Møller, Blovstrød 14:48 min.
2. Louise Rode, Blovstrød 15:12  
3. Anna Mark Helwigh, Sparta 15:39
Hold
1. Blovstrød Løverne
2. Sparta
3. Kolding KFUM

Alle resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund