Loading...

(foto: Francois Nel/Getty Images)

VM i para-atletik

Sølv i længdespring til Daniel Wagner Jørgensen

26. oktober 2015 · JW

Vejlenseren Daniel Wagner Jørgensen vandt mandag sølv i favoritdisciplinen længdespring ved VM i Doha, Qatar. Det udløste samtidig en dansk kvoteplads til de Paralympiske Lege i Rio næste år

Daniel Wagner Jørgensen skulle i dag følge op på søndagens flotte og noget overraskende bronzemedalje på 100 meter, da det gjaldt favoritdisciplinen længdespring, hvor han selv har verdensrekorden i sin klasse på 6,53 m.

 

Desværre for vejlenseren formåede han ikke at springe op til sit bedste, og selv om hans bedste spring på 6,02 m var nok til en sølvmedalje, så var det alligevel skuffelse, der prægede den danske lejr efter dagens finale:


"Daniel er rigtig skuffet. Vi har forberedt os godt, og alt har fungeret for ham både i træningen og i dag i opvarmningen, hvor han havde nogle rigtig lange prøvespring, men af en eller anden grund fungerede det slet ikke i selve konkurrencen. Han kunne ikke få tilløbet til at fungere, og vi kan ikke give nogen forklaring på, hvad der gik galt," lød det fra landstræner Joachim Lund, der dog også hæftede sig ved de positive elementer.

"Sølv ved VM er jo bestemt ikke dårligt, og vi glæder os over, at det sikrer Danmark en kvoteplads til de Paralympiske Lege i Rio næste år, men det er rigtig ærgerligt, at Daniel var så langt fra sit bedste."

 

Guldet blev vundet af japanske Atsushi Yamamoto med 6,29 m.

 

Tirsdag er et andet dansk medaljehåb i aktion, når den tredobbelte paralympiske guldvinder Jackie Christiansen stiller op i kuglestød.

© Copyright Dansk Atletik Forbund