Hattrick af Daniel Wagner Jørgensen
29. oktober 2015 · JW
Den benamputerede sprinter fra Vejle, Daniel Wagner Jørgensen, overraskede onsdag alt og alle, da han med en bronzemedalje på 200 m vandt sin tredje medalje ved VM i para-atletik i Doha.
Daniel Wagner Jørgensen har sat en tyk streg under sit store potentiale ved VM i Doha, Qatar. Vejlenseren, hvis favoritdisciplin er længdespring, indledte VM med at vinde en overraskende bronzemedalje på 100 m, hvorefter han vandt en sølvmedalje i længdespring. Onsdag gjaldt det så 200 meteren, hvor målet var en finaleplads. Den kom i hus tirsdag aften, da Daniel kvalificerede sig i femtebedste tid med en ny personlig rekord på 25,37 sek. En markant forbedring i forhold til hans tidligere på 26,09 sek.
I onsdagens finale var det målet at blande sig i top 5. Daniel fik en rigtig god start og udfordrede allerede fra starten australske Scott Reardon, som ellers var favorit til bronzen og slog Daniel i det indledende løb. Australieren fik et dårligt løb i finalen, og Daniel tog ham på de sidste fem meter. Tiden blev nøjagtig den samme som i indledende; 25,37 sek. Guldet gik til Richard Whitehead fra Storbritannien, der tangerede den verdensrekord, han satte i det indledende løb på 24,10 sek., mens sølvet gik til Anton Prokhorov fra Rusland i tiden 24,85 sek.
Daniel Wagner Jørgensen kunne næsten ikke selv forstå det efter løbet.
"Det er vanvittigt! Jeg havde ikke forventet en medalje på 100 m, men jeg havde slet ikke tænkt på, at det kunne være en mulighed på 200 m. Nu kan jeg tage fra Doha med medaljer i begge discipliner – det er helt eventyrligt. Jeg var skuffet over ikke at vinde guld i længdespring, min favoritdisciplin, men generelt har det været helt fantastisk," lød det fra Daniel efter løbet.
14. plads i diskos
Frida Jersø fra København var den anden dansker i aktion i Doha i dag. Hun blev nummer 14 i diskoskast i klasse F55 med et kast på 14.51 m.