Loading...

Allan Zachariasen (tv) efter at have spurtbesejret Henrik Jørgensen på 5000 meteren ved DM i Aarhus 1982.

Navne

Allan Zachariasen runder et skarpt hjørne

04. november 2015 · Henrik Lund Jensen

80ernes danske ikon på de lange distancer fylder 60 år i dag.

Allan Zachariasen er blandt de bedste danske langdistanceløbere i nyere tid. Allan Zachariasen stammer fra Korup ved Odense, og hans karriere startede i 1972, hvor han som 16-årig sejrede i atletikklubben OGF´s lokale skoleløb. Karrieren tog hurtigt fart, og to år efter blev det til det første danske ungdomsmesterskab i 4 km terrænløb på hjemmebane i Åløkkeskoven. Som blot 21-årig vandt Allan Zachariasen det første af i alt 26 individuelle danske seniormesterskaber. Mærkværdigvis vandt han aldrig guld på sin favoritdistance, maraton. OGF-løberen, der tidligt i karrieren skiftede til naboklubben "Freja", beherskede i alle årene både landevejen, banen og terrænet.

Gylden periode
Allan Zachariasen er en del af firkløveret fra dansk løbesports gyldne periode i 80erne: Sjællandske Henrik Jørgensen og fynboerne Svend Erik Kristensen og Jørn Lauenborg, der alle i lange perioder var helt eller delvis professionelle løbere. Sammen med to andre fynske løbere, Arne Mogensfeldt og Bjarne Brøndum, ryddede de adskillige præmieborde i deres storhedstid. Den 11 år ældre Jørn Lauenborg skulle blive Allan Zachariasens primære træningskammerat og på samme tid hans hårdeste konkurrent. Den fremragende odenseanske duo, der satte nye standarder med en uhyre omfattende og intensiv træning, havde et utal af hårde opgør i diverse løb - og også en hel del verbale kontroverser gennem årene. Zachariasen og Lauenborg nåede at konkurrere i det meste af et tiår fra 1974 til 1984.

Sejrene og rekorderne
Allan Zachariasen nåede at sætte en række fornemme rekorder. På den klassiske maratondistance, som han gennemførte 27 gange, blev det til i alt tre danske rekorder, alle sat i udlandet. I 1982 med 2.12,48 i Miami og 2.11,49 i Minneapolis, og i 1983 med 2.11,05 i Barcelona. Sidstnævnte tid er fortsat den næstbedste danske notering på de 42,195 km. Zachariasen satte også to bedstenoteringer på 20 km, hvor han på Frederiksberg blev den første under den magiske time i 1983 med fine 59,21.

Internationalt var Allan Zachariasen en del af eliten i en årrække. I 9 sæsoner i træk løb han under 2.14, og han vandt store løb i bl.a. USA, Spanien og på New Zealand. Det blev også til en fornem 6. plads i New York City Marathon i 1985. Freja-løberen repræsenterede Danmark i maratonløbet ved EM i Athen i 1982 på maraton, og han blev nummer 25 ved OL i 1984 i Los Angeles. Zachariasen deltog ved VM i crossløb ved flere lejligheder og blev kåret til årets sportsnavn på Fyn i 1982.

Kontroverserne
Allan Zachariasens stædighed og temperament fik ved adskillige lejligheder bølgerne til at gå højt i Dansk Atletik Forbund og i sportspressen. Mest kontroversiel var striden i 1983, hvor Zachariasen havde sat dansk rekord i Barcelona. Tiden skulle senere det år placere ham som nummer 33 på verdensranglisten, nummer 12 i Europa og nummer 3 i Norden. Det var imidlertid ikke nok for forbundets idrætsudvalg, der ville se ham vise form ved løbe et maraton i Danmark blot få uger før de første verdensmesterskaber i atletik i Helsinki. Zachariasen nægtede at lade sig diktere, han havde løbet langt under VM-kravet, men forbundet udtog ham ikke til et løb, der kunne have ført til en international topplacering.

I sit civile liv er Allan Zachariasen uddannet folkeskolelærer og fysioterapeut. Han har efter sin professionelle karriere som løber, som sluttede i Sevilla i 1991, arbejdet i otte år på Club La Santa på Lanzarote som event manager og derefter i en årrække fra 2001-2014 som højskolelærer i Oure.

Allan Zachariasen har kommenteret atletik og løb for TV2 i en periode. Han har været løbetræner og instruktør på kurser i mere end 20 år, og han er også personlig træner, skribent og foredragsholder. Fynboens mere private passioner er lystfiskeri og fluebinding. Også Zachariasens have i Skårup bærer præg af fødselarens lyst og vilje til at arbejde sig frem mod et fint resultat. 

Allan Zachariasen har skrevet instruktionsbogen "Løberens AbZ " i 1997 og erindringsbogen "Mit Løberliv" i 1999.

© Copyright Dansk Atletik Forbund