Loading...

Mathilde Pritzel ved DMU-inde 2014. (Gunner Sørensen)

Stævner indendørs 2015/2016

En ny sæson skudt i gang i Gigantium

18. november 2015 · Jeppe Weinreich

Indendørssæsonen fik en fin begyndelse tirsdag aften i Aalborg, hvor specielt 15-årige Mathilde Pritzel Nielsen kom flyvende fra start.

Atletikmæssigt melder vinteren sin ankomst med sæsonens første stævne indendørs. Det fandt sted tirsdag aften i Gigantium i Aalborg, hvor flere af arrangørklubbens unge talenter kom flot fra start. På 60 meter imponerede 15-årige Mathilde Pritzel Andersen med personlig rekord 7,89 sek. i det indledende heat på 60 meter – en tid, som den danske ungdomsmester gentog i finalen halvanden time senere. Fart over feltet var der ligeledes hos drengene, hvor en anden hurtig aalborgenser, 14-årige Daniel Andersen forbedrede sig til 7,42 sek. - se resultaterne HER.

En række af stævner inden nytår
Tirsdagsstævnet var det første af tre i Aalborg inden nytår. I Marselisborghallen i Aarhus går man ligeledes tidligt i gang i år med et stævne allerede lørdag d. 28. november, og senere i december følger Skive, Hvidovre og Ballerup trop. Førstnævnte sted kom for nylig i mål med en længe ventet isolering af Spar Nord Arena, og i marts er Skive AM for niende år i træk vært for såvel DM som DMU-inde. To mesterskaber, der ligger placeret hhv. 27.-28. februar og 5.-6. marts.

Selvom Skive ikke længere kan kalde sig landets eneste by med en atletikhal i internationale mål, så er det altså fortsat stedet, når vi taler om DM-inde. Odense fik som bekendt sidste år en atletikhal med en 200 meter rundbane, men nogen stævneplan foreligger der ikke.

”Vi har desværre ikke fået skemalagt nogen stævner endnu, da vi stadig har et par tekniske udfordringer i hallen, men vi kommer helt sikkert til at afholde nogle. Hvornår det bliver, ved vi dog endnu ikke,” fortæller Buster Nielsen fra Odense Atletik.

Efter nytår melder Helsingør IF sig på listen af arrangører, når det første af tre stævner i serien Kronborg Games finder sted i Snekkersten Hallen d. 9. januar.

Spartas træningshal på Østerbro bliver brugt særdeles flittigt, men rammerne er ikke rigtig til at arrangere stævner derinde. Et enkelt børnestævne - formentlig d. 8. marts - er det eneste, som er planlagt, fortæller ungdomschef i klubben, Charlotte Beiter Bomme.

Sidste vinter for Randers UDEN en atletikhal
Længe var der konkrete planer om en ny multihal i Randers, men de fornødne 50 mio. kr. kunne i sidste ende ikke findes. I stedet er planen nu at tilgodese atletikfolkene med en ren atletikhal, bygget for midler der allerede var reserveret til formålet. 19 mio. lyder budgettet ifølge kommunen på.

”Med forbehold for, hvad visse processer kan medføre, forventer vi, at vintersæsonen 2015/2016 bliver den sidste sæson for Randers Sportsklub Freja Atletik i midlertidige faciliteter,” udtalte fritidschef i Randers Kommune, Anders Høgstrup, således tidligere på året.

SAK77 hal
Fra sæsonens første træning i den nye Silkeborg Atletikhal. (SAK77.dk)

Ny atletikhal Silkeborg overgår forventningerne
Med et væsentligt mindre budget, men opvejet af stor opfindsomhed, er det lykkedes Silkeborg Atletikklub af 1977 at skaffe sig indendørs træningsfaciliteter. I december 2010 kunne de i Resenbro i udkanten af Silkeborg indvie en midlertidig træningshal i en gammel lagerbygning. For nylig åbnede Silkeborg Atletikhal så på en ny adresse – i industrikvarteret i Knudlund. Her er der blevet bedre plads, og ifølge Søren Munch fra SAK77 råder hallen – der ligger 10 min. med bybus fra Silkeborg Station – over landets bedste indendørs kasteområde – læs mere HER.

Indendørs stævner i 2015
17. november Aalborg
28. november Aarhus
3. december Skive
5. december Skive
6. december Hvidovre
8. december Aalborg
27. december Ballerup
28. december Aarhus
29. december Aalborg
Se Kalenderen for mere info - klik HER

© Copyright Dansk Atletik Forbund