Loading...

Sara Slott Petersen ved Diamond League på Stade de France i sommer. (Jiro Mochizuki)

Navne

Sara Slott nomineret til Kulturministeriets Idrætspris

19. november 2015 · Jeppe Weinreich

En utrolig sæson har allerede affødt megen hæder for den danske VM-firer. Nu er Sara Slott Petersen sammen med sin træner blevet indstillet til en af de vigtigste priser i dansk idræt.

En fjerdeplads til VM samt fire danske rekorder – heraf en nordisk - plus en samlet 3. plads i Diamond League-kapløbet. Jo, Sara Slott Petersens præstationer i 2015 var af en sådan klasse, at det har vakt berettiget opsigt langt udenfor atletikkens kredse. Det sidste understreges af, at Team Danmark netop har indstillet hende og hendes træner Mikkel Larsen til Kulturministeriets Idrætspris.

Team Danmark, DGI og DIF indstiller hver tre navne til den store pris på 100.000 kr. Med yderligere kandidater indstillet af bl.a. Dansk Handicap Idræts-Forbund, Anti Doping Danmark m.fl. er der i alt 14 nomineringer til den store pris. Faktisk figurerer Sara to gange på listen, eftersom Danmarks Idrætsforbund (DIF) også har indstillet hende.

Idrætsprisen har et bredt sigte og gives derfor ikke kun til eliteudøvere. Det handler om ”en exceptionel præstation eller indsats inden for idrættens verden”. Således vandt Dansk Atletik Forbund prisen i fjor for afholdelsen af VM Halvmaraton, ligesom at forskere som Bengt Saltin og Bente Klarlund tidligere er løbet med prisen. Når Sara Slott Petersen og Mikkel Larsen er nomineret, skyldes det altså ikke kun de sportslige præstationer på banen, men også den helt særlige historie bag dem.

En rollemodel
I Team Danmarks indstilling hedder det bl.a.

Sara er på mange måder rollemodel for den danske eliteidrætsmodel. Sideløbende med atletikkarrieren har hun færdiggjort en bachelor i Ernæring og Sundhed med speciale i ernæring og fysisk aktivitet, og efter OL i London i 2012 startede Sara på kandidatuddannelsen i Idræt på Aarhus universitet. Og så er Sara mor til Tobias på 2 år, og hun gør alt for at kombinere et godt familieliv med livet som international eliteatlet på højeste niveau…Vejen til de fornemme sportslige resultater har ikke været nem. Sara har gennem årene været udfordret af flere skader, som har betydet, at hun sammen med sin træner Mikkel Larsen har måttet gå nye og andre veje for at nå til toppen. Sammen har de arbejdet tålmodigt med at finde frem til den træning, som virker for Sara, og som samtidig gør, at hun kan holde sig fri af skader.

De to andre navne, som Team Danmark har indstillet, er BMX-kører Simone Tetsche samt landstræner for orienteringsløberne, Lars Lindstrøm.

Atletikklub nomineret
Dansk atletik er interessant nok repræsenteret med hele to nomineringer i år. Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) har nemlig indstillet Fredensborg Atletik & Motion (v. formand Jan Pold) for at stå bag serien af mandeløb under navnet "Xtreme Mandehørm", der i 2015 formåede at få 8.000 mænd ud at løbe terrænløb.

Prisen overrækkes i Kulturministeriet af kultur- og kirkeminister Bertel Haarder ved en særlig reception d. 1. december.

De seneste vindere af Kulturministeriets Idrætspris
2014 VM Halvmaraton
2013 Erhvervsskolernes ElevOrganisation
2012 Peter Gade (Badminton)/ Eskild Ebbesen (Roning)
2011 Bengt Saltin (forsker)
2010 Ditlev Traasdahl (foredragsholder, antidoping)
2009 Idrætsforeningen B 1909

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund