Loading...

Skole OL:

Caroline Wozniacki er ny Skole OL-ambassadør

25. november 2015 · Henriette Leth Nielsen

Skole OL er glad for at kunne offentliggøre, at Caroline Wozniacki har sagt ja til at være ambassadør for Skole OL.

Vi mødte Caroline Wozniacki på fotooptagelser i forbindelse med præsentation af OL-tøj samt videooptagelser til brug for Skole OL - og den danske tennisstjerne er begejstret for Skole OL:

”Skole OL er et fantastisk koncept, som jeg ville have elsket at deltage i, da jeg gik i skole. Det forener alt det gode ved at dyrke sport. Det er først og fremmest socialt og sjovt, men det handler også om at præstere sit bedste, så man kan komme i finalen på Østerbro Stadion,” siger Caroline Wozniacki og fortsætter:

”Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg gerne ville være Skole OL-ambassadør, da DIF spurgte mig, for der findes ikke meget, som er bedre end at se børn kæmpe og glædes gennem sport. Og så kan jeg godt lide idéen om, at børn leger OL – især i et OL-år, hvor de senere på året får lov til at se alle deres sportsidoler på tv, når OL afvikles i Rio,” slutter den danske tennisstjerne, som selv forventer at deltage ved OL i Rio, hvilket bliver hendes tredje OL på stribe.

Som Skole OL-ambassadør deltager Caroline Wozniacki blandt andet sammen med Andreas Bube og Sara Slott i forskelligt PR-materiale for legene – herunder et tv-spot, som bliver vist til foråret på TV 2.

Skole OL 2016: Rekordstort deltagerantal
Skole OL er et landsdækkende skoleatletikstævne for 4-7. klassetrin, hvor hele klassen deltager. I hver disciplin tæller de fem bedste resultater for henholdsvis piger og drenge, og sammen med en stafet, udgør de klassens endelige resultat. Siden 2009 har Skole OL samlet tusindvis af elever, og i 2016 forventes deltagertallet at slå rekord og runde 50.000, hvoraf 8.000 mødes til Skole OL-finalen på Østerbro Stadion i København.

Fra slutningen af april 2016 afholdes de første af forventeligt 30 lokale Skole OL-stævner rundt om i hele landet, og skolerne kan allerede nu tilmelde sig. Den 7.-10. juni 2016 kulminerer Skole OL med finalen på Østerbro Stadion med 8.000 børn fra hele Danmark.

Skole OL er et samarbejde mellem DIF, Dansk Atletik Forbund, TV 2, Nordea-fonden og TrygFonden.

Læs mere om Skole OL her.

© Copyright Dansk Atletik Forbund