Loading...

Cheftræner i EliteKraftcenter Vest, Lars Nielsen, holdt et oplæg for de mange unge talenter, der var mødt op til den første samling i Aarhus.

Decentral talentudvikling (DTU)

Nyt talentprojekt kom flot fra start

26. november 2015 · Jeppe Weinreich

Der blev trænet på livet løs, da Aarhus og Ballerup sidste weekend havde indkaldt til den første samling i de to nye talentcentre. Fra leder- og trænerside og ikke mindst de aktive er tilbagemeldingen enstemmigt god.

”Det har været en dejlig start – og nu er vi i gang.” Sådan lyder konklusionen fra leder af ATK-centret i Aarhus, Ulla Kolding, efter at den første træningssamling i DTU-regi (Decentral Talentudvikling) nu er afviklet. Mens den tilsvarende samling samme weekend i Ballerup forløb over to dage, så strakte programmet i Aarhus sig kun over søndagen. Men én dag var nok til at overbevise de tilstedeværende om, at det er et interessant projekt med store perspektiver, som er ved at blive etableret.

”Jamen, de tilbagemeldinger jeg har fået – fra de aktive såvel som deres trænere - har kun været positive. De unge lagde en masse energi for dagen, de gik virkelig til den. Det var meget opmuntrende at se,” lyder det fra Ulla Kolding, der allerede ser frem til næste samling i weekenden 19.-20. december.

Træningssamling DTU
Fra samlingen i Marselisborghallen.

Træning på tværs
De aktive - i alderen 14 til 19 år – kommer fra i alt 17 klubber, som er tilknyttet de to nyetablerede centre. Alle er blevet inviteret med, fordi de er blandt de ti bedste i deres årgang i den respektive øvelse. Ved samlingerne trænes der i hovedgrupper (sprint/hæk, kast etc.), men til at starte med blev der trænet på tværs af grupperne.

”Det handlede om, at deltagerne lige skulle lære hinanden at kende. Herefter var der et oplæg og bagefter frokost, inden de skulle ud træne i hovedgrupperne. Det giver virkelig god mening, at så mange unge fra forskellige discipliner samles over så bred en kam,” slår Kolding fast.

Positive toner lyder der også fra Ballerup, efter at den første weekend er vel overstået. Centerleder Jørgen Matz konkluderer, at alt gik godt og planmæssigt over de to dage.

Samling Ballerup nov2015
Også i Ballerup var der stort fremmøde.

En af deltagerne i Ballerup var Liv Didi Pedersen. Den 18-årige KIF'er, som satser på 100 og 200 meter, fremhæver både det sociale såvel som det sportslige aspekt ved samlingen.

"Det gik rigtig godt. Det var virkelig fedt, at så mange fra forskellige discipliner kunne samles om den samme træning. Jeg kendte jo mange i forvejen, men lærte også nogle nye at kende. Så en samling som denne styrker virkelig sammenholdet," vurderer Liv, der til daglig går i 2g på den 4-årige Team Danmark-linje på Falkonergården.

"Træningen var anderledes end det jeg til daglig laver i KIF. Der var flere nye, tekniske træningsøvelser, som jeg ikke kendte til, men det var sjovt at prøve!"

De næste samlinger finder sted den 12.-13. december (Ballerup) og 19.-20. dec. (Aarhus.)

Læs mere om den Decentrale Talentudvikling HER

© Copyright Dansk Atletik Forbund