Loading...

Guldtrioen fra NM, som på søndag bliver forstærket med yderligere to. (DECA Text&Bild)

EM Cross – optakt (junior)

Fem formstærke piger tager kampen op mod Europas bedste

11. december 2015 · Jeppe Weinreich

Juniorpigeholdet er uden sammenligning det stærkeste i dansk atletik nogensinde. Søndag venter en uhyre spændende konkurrence ved EM Cross i Hyères, hvor Storbritannien, Tyskland samt de franske værter ligner de tre store nationer, som Danmark skal forsøge at tage kampen op imod.

Det danske medaljeudbytte ved de hidtil 21 afviklede udgaver af EM Cross er overskueligt. Nemlig dén ene guldmedalje, som Carsten Jørgensen sikrede sig hos seniorerne i Portugal 1997. Nu gælder det så den 22. udgave af mesterskabet, som afvikles på søndag i sydfranske Hyères, og for første gang i mange år er der en reel mulighed for medaljer, nemlig hos juniorpigerne, der som hold rummer usædvanlig høj kvalitet i top såvel som bredde.

I fjor måtte en feberramt Maria Larsen melde afbud, og det kostede meget værdifulde point til holdet, hvor Anna Emilie Møller og Alberte Kjær Pedersen sluttede så flot som hhv. nr. 6 og 11 – de to hidtil bedste danske placeringer. Denne gang er Maria Larsen med, og hun har i mellemtiden haft en god crosssæson i USA, hvor hun var den bedste på sit universitetshold Florida Gators. Ligeledes har Line K. Schulz denne vinter vist, at hun kan begå sig i kuperet terræn, senest med en 5. plads ved NM Cross.  Ved den lejlighed blev hun overraskende slået af Louise Rode, der har udviklet sig meget i denne sæson. Altså fem formstærke navne, hvor de fire hurtigste tæller med i holdkonkurrencen.

Britiske favoritter
Storbritannien har vundet holdkonkurrencen de seneste fem gange, og holdet - der kan mønstre guld- såvel som sølvvinderen på 1500 meter fra sommerens Junior-EM - må også gælde som favoritter i år, selvom noget tyder på, at de i år vil blive presset hårdere. Tyskland – med den dobbelte junioreuropamester Alina Reh – ligner ligeledes et stærkt hold, mens sidste års sølvvindere fra Frankrig må formodes at kunne drage fordel af hjemmebanen. I alt er 12 lande med i nationskonkurrencen, hvor Danmark i fjor sluttede som nr. 7 ud af 10. Det var i øvrigt første gang i EM-historien, at et dansk pigehold kom i mål, hvilket taler et tydeligt sprog om, at en dansk topplacering i denne klasse vil være noget helt særligt.

NM Cross juniordrenge
Juniorholdet ved NM Cross. Emil Holm (tv) er som den eneste ikke med i Hyères. (Kim Gudmand)

Lindgreens EM-debut
Med blot tre deltagere i drengenes juniorklasse kommer Danmark her – for først gang i syv år - ikke til at blive placeret i holdsammenhæng. I fjor i Bulgarien klarede fire drenge en 11. plads hjem, og to gengangere er med på søndag: Joachim W. Rosbo og Kristian Holm Jensen, mens Andreas Lindgreen er debutant ved mesterskabet. Den homogene trio kom ved NM Cross ind lige efter hinanden, og vandt sølv som hold. Hvem af dem, der kommer først i mål på søndag, ja det ligner et spørgsmål om dagsform. Den hidtil bedste placering i denne klasse er en 13. plads af Mads Tærsbøl i 2010 – og af Mohammed Bashir tilbage i 2003.

Mens juniorklassen blev indført i 1997, så er der kun blevet kæmpet om medaljer i U23-klassen siden 2006. Her er Peter Glans dansk atletiks eneste repræsentant i klassen, efter at et flot løb i Flandern for nylig gav ham en plads i truppen. Den hidtil bedste danske placering har Abdi Hakin Ulad stået for med en 11. plads i Budapest 2012.

EM Cross – Hyères (FRA) d. 13. December
10.15 Junior K
10.59 Junior M
12.26 U23 M
13.30 Kvinder
14.12 Mænd
Nyheder, startlister m.m. på European Athletics – klik HER

© Copyright Dansk Atletik Forbund