Loading...

Fra venstre nr. 1, 2, 3, 4, 5 i den indbyrdes danske konkurrence. (Kjeld Vigestad, Kondis.no)

EM Cross

De danske piger gjorde det!

13. december 2015 · Jeppe Weinreich

Det danske juniorpigehold stod for presset og sikrede sig bronze – og dermed dansk atletiks blot anden medalje i mesterskabets historie.

HYÈRES – ”Hvem skulle have troet på det for bare tre år siden?” Sådan løb det umiddelbart fra en lykkelig holdleder Niels Kim Hjorth, efter at de danske juniorpiger havde slået Frankrig i holdkonkurrencen og dermed sikret sig medalje efter Tyskland og Storbritannien – den første ved mesterskabet siden Carsten Jørgensens guld  1997.

Det lignede ellers ikke dansk metal til at starte med. Favoritterne fra Storbritannien og Tyskland lagde særdeles stærkt ud, og ved den første holdstilling var Danmark helt nede på en 7. plads. Men de fem på holdet kæmpede forbilledligt og fik støt og roligt arbejdet sig op på en 4. plads. Maria Larsen lagde stærkest ud, men godt halvvejs i løbet fik Anna Emilie Møller kontakt med hende, mens Alberte Kjær Pedersen efter et roligt udlæg stille og sikkert fik arbejdet sig op i feltet.

Line i mål med én sko
Først i mål kom Anna Emilie på en 8. plads, mens Maria Larsen fulgte efter som nr. 12 og Alberte på en 16. plads. Bare 12 sekunder efter kom Line K. Schulz ind som nr. 26 – med bare én pigsko på! Aalborg-løberen fik tidligt trådt den halvt af, og med 1500 meter igen tabte hun helt skoen. Louise Rode understregede med en 32. plads den gode danske bredde. (interview med Line K. Schulz - klik HER)

Bronze Cross EM
Line K. Schulz til venstre - læg mærke til venstre fod. (Kim Gudmand)

Men var det nok til at slå de franske værter i bronzekampen? I et kort øjeblik ventede man i spænding, inden speakeren kunne annoncere, at Danmark blev 3’er. Stor og forståelig jubel i den danske lejr.

”De gik alle fem ud og løb, som vi havde aftalt,” slog pigernes holdleder, Kersti Jakobsen fast.

I fjor i Bulgarien var det første gang overhovedet, at dansk atletik stillede med hold i kvindernes juniorklasse. Dengang blev det til en 7. plads.

”Jeg vidste godt på forhånd, at det var realistisk at vinde medalje. Jeg prøvede virkelig at sige til de andre, at nu skulle vi bare gå ud og kæmpe. Det var superfedt og en kæmpe lettelse, da jeg efter at være kommet over målstregen hørte, at vi havde vundet bronze,” lød det fra Maria Larsen efter løbet. – se interview HER.

Af de fem løbere vil de tre stadig være unge nok til at være med som juniorer igen i 2016, når mesterskabet afvikles på Sardinien.

EM Cross – Hyères (FRA) d. 13. december 2015

Kvinder junior

1. Konstanze Klosterhalfen, Tyskland 13:12 min.
2. Harriet Knowles-Jones, GBR 13:16
3. Alina Reh, Tyskland 13:20
8. Anna Emilie Møller, DK 13:37
12. Maria Larsen, DK 13:47
16. Alberte Kjær Pedersen, DK 13:51
26. Line K. Schulz, DK 14:03
32. Louise Rode, DK 14:12

Hold
1. Tyskland 20 point
2. Storbritannien 40 point
3. Danmark 62 point
4. Frankrig 77 point

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund