Loading...

DAF

Julehilsen fra formanden

17. december 2015 · Karsten Munkvad

Til foreninger, udvalg, ledere, trænere og aktive.

2015 har været endnu et spændende og fremgangsrigt år for dansk atletik. Et år der vil blive husket for mange markant positive ting.

Vores elite har produceret stribevis af flotte resultater gennem hele sæsonen. Den nordiske indelandskamp hvor vi slår Norge, seniorlandsholdets oprykning til First League, to europamesterskaber, flere medaljer og topplaceringer til vores talentfulde unge, Sara Slotts verdensklasse resultater og her i december medalje til pigerne ved EM Cross. Sammenlagt en fantastisk sæson der lover godt for 2016 hvor der bl.a. er OL at se frem til.

Skole OL har vokseværk og med 23 arrangørklubber og 40.000 deltagere overgik projektet i 2015 alle forventninger. Allerede nu har 29 arrangører meldt sig for 2016 - så Skole OL fortsætter fremgangen.

Visionsprojektet sammen med DGI, Bevæg dig for livet - Løb er startet op og grunden er lagt til 2016, hvor projektet vil blive synligt i alle dele af landet med foreningsudvikling, uddannelsestilbud og GoRun arrangementer.    

Første udgave af Copenhagen Half Marathon blev en stor succes med mere end 20.000 deltagere på direkte TV. Allerede fra år et  viste løbet sig at være et af verdens bedste og hurtigste halvmaratonløb, og der er potentiale til mere.  

Ved årsmødet blev en ny organisationsstruktur vedtaget. Hvor vi tidligere har haft adskillige vakante pladser i udvalgene, er de fire nye komitéer allerede fuldt besat. Det netop afholdte “Åbent Hus” arrangement med deltagelse af komitéformændene gav grund til optimisme og vil uden tvivl skabe bedre sammenhæng i hele organisationen. 

Den megen negative omtale af atletikken internationalt skal også nævnes. Afsløringer af udbredt dopingmisbrug i enkelte lande og korruption giver atletikken et dårligt renommé. Positivt at der nu er sat fokus på problemerne, at der handles og, at der allerede nu er mere åbenhed internationalt.

Der er, som det tydeligt fremgår, vækst i dansk atletik. Vi har været gode til at nyttiggøre vores muligheder hidtil, og jeg ser meget optimistisk på 2016: Idrætsbilledet er i hastig forandring, men vi har, modsat mange andre idrætsgrene, stor mulighed for at tilpasse os disse forandringer. Vores idræt en “grundlæggende” idræt - løb, spring og kast - og vil som sådan altid være et vigtigt fundament i skoler og andre idrætsgrene, hvilket giver os mange fordele.

Den daglige indsats fra ledere, trænere, aktive og ansatte har været - og er - af afgørende betydning for vores fortsatte udvikling og centrale placering i idrætsbilledet. 

Tak til jer alle   

Med håbet om fortsat udvikling og fremgang i 2016, ønskes I

Glædelig Jul og Godt Nytår

Med venlig hilsen
Karsten Munkvad, formand

© Copyright Dansk Atletik Forbund