Loading...

Lars Budolfsen - her ved NM 10.000 meter i Oslo i 2014. (DECA Text&Bild)

Atleternes blog

Julehilsen fra: Lars Budolfsen

23. december 2015 · DAF

De kommende uger bringer vi her på siden en lille hilsen fra nogle af de elitefolk, som har blikket rettet mod EM og OL i 2016

Min 2015 sæson startede fint med et fornuftigt DM 10 km (de vejrmæssige omstændigheder taget i betragtning) og en rigtig tilfredsstillende præstation til Hamburg Marathon (2.15.59) i april. Sidstnævnte må siges at være den største sportslige præstation/oplevelse i 2015, hvor eneste malurt i bægeret var, at tidtagerne snød mig for ca. 7 sekunder(!). Det er selvfølgelig bittert (og jeg var ikke den eneste danske eliteløber der oplevede dette…), men det overskygger ikke, at det var et godt disponeret maraton fra min side, og det er altid en stor tilfredsstillelse.

14 dage efter Hamburg skulle jeg rejse mig fra sofaen hjemme i stuen, og bum, så kom en 9 år gammel meniskskade fra min fodboldfortid tilbage. Jeg var under kniven kort efter, og sommeren/det tidlige efterår har stået på genoptræning. Men jeg er heldigvis kommet mig rigtig fint efter skaden.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget... Skaden har gjort, at opbygningen frem mod 2016 sæsonen er bedre og mere fremskreden end tidligere, idet jeg kontinuerligt har kunnet bygge meget mere mængde på min vintertræning end tidligere. Så formen har det rigtigt godt.

I den kommende tid skal jeg på to træningslejre af ca. 3 ugers varighed i hhv. januar (Florida) og februar (Spanien/Portugal). Jeg har et par 10 km test-løb i perioden, men ellers bliver den første rigtige konkurrence DM 10 km landevej d. 12. marts (Middelfart, red.) og forhåbentlig VM Halvmaraton d. 26. marts i Cardiff.

2016
Mit altoverskyggende mål for 2016 er OL i Rio. Målet er at løbe under 2.15.15 i Hamburg d. 17. april. Med førnævnte program og det faktum, at jeg i perioden d. 8. januar til 18. april holder ferie/barselsorlov fra arbejdet, gør, at betingelserne er gode, så jeg tror 100% på det.


- Lars Budolfsen, Sparta AM

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund