Loading...

Ved EM-inde i marts klarede Morten Dalgaard Madsen sig videre fra det indledende 60 meter-heat efter en flot personlig rekord 6,69 sek. I semifinalen (foto) fik han desværre overbalance i starten og luntede i mål. (Jiro Mochizuki)

Atleternes blog

Julehilsen fra: Morten Dalgaard

24. december 2015 · DAF

De kommende uger bringer vi her på siden en lille hilsen fra nogle af de elitefolk, som har blikket rettet mod EM og OL i 2016:

2015 var desværre ikke et år, hvor jeg var i stand til at koble mig på den lange liste af dybt imponerende og historiske resultater, der er blevet præsteret af mine kollegaer rundt omkring i landet. Det har været helt fantastisk at se, hvordan dansk atletik har blomstret i 2015. U23-EM havde jeg set frem til som en af de helt store muligheder for at “shine”, men her måtte jeg se i øjnene, at det blev til en af de største sportslige skuffelser i mine fem år som aktiv atletikudøver.

2016
Efter en en sæson i 2015, der ikke helt har levet op til mine forventninger, har jeg frem mod den nye sæson ændret en del på min dagligdag - for forhåbentlig at kunne vise i 2016, hvad jeg i virkeligheden selv synes, jeg er i stand til. Blandt andet kan det nævnes, at jeg nu er flyttet i lejlighed i Skive by. Førhen boede jeg 25 km fra stadion og brugte meget tid på at rejse frem og tilbage fra træning. Det har betydet, at jeg nu - kombineret med at jeg blev student i sommer - kan bruge langt mere tid og flere ressourcer på min træning, og det kan jeg allerede nu mærke gøre en kæmpe forskel i kvaliteten af den træning, jeg laver. Ydermere har jeg øget min træningsmængde til, at jeg nu træner 6-7 gange om ugen, og det bliver jeg også nødt til, hvis sommerens mål om EM-kvalifikation skal indfries. Det danske hold ser ud til at blive historisk stort, og jeg er fast besluttet på at blive en del af det hold, der rejser til Amsterdam til sommer. Vintertræningen er indtil videre gået fuldstændig planmæssigt uden skader og problemer, og jeg håber at kunne give en forsmag på min nuværende form til inde-DM i Skive (27.-28. feb., red.).

Hav en dejlig jul, og et rigtig godt nytår!

- Morten Dalgaard, Skive AM

© Copyright Dansk Atletik Forbund