(foto: DAS BÜRO for DIF/Team Danmark)
Julehilsen fra: Jess Draskau-Petersson
27. december 2015 · DAF
Vor maratonløber i USA klarede OL-kravet i foråret, men havde for nylig et uheldigt møde med et søpindsvin..
Hvad laver du lige nu – og hvordan har de seneste uger set ud?
Det er lidt off season. Det er begrænset, hvor meget jeg får ud af at løbe rundt i sneen nu. Jeg savner at kunne løbe i et fast tempo, men man kommer jo til at ligne Bambi på glatis!
For tre uger siden var jeg på Barbados for at løbe (en 10 km, som hun vandt, red.), men under opholdet trådte jeg på et søpindsvin, så jeg har ikke rigtig kunnet bruge foden så meget siden, men det ser bedre ud i dag. De fleste af piggene må være kommet ud nu. Der var heller ikke så meget gift i, tror jeg, og nu er huden ved at være fin igen, så det går fremad. Men det er jo heller ikke så praktisk med klip-klakker i sneen!
Hvordan ser dit program ud for den kommende vintersæson?
Forhåbentlig får jeg mulighed for at komme væk en uge eller ti dage fra sneen i januar eller februar - måske i Arizona. Her i Colorado ligger der sne fra oktober til maj…
Hvad var dine største sportslige oplevelser i 2015?
At klare kvalifikationskravet til Rio - under alt andet end ideelle forhold i Chicago. Optakten var også langtfra optimal, men jeg fik jo klaret opgaven. Havde det ikke været for en hjernerystelse i tre uger efter bilulykken, kunne jeg måske have løbet 30 sekunder hurtigere eller slået den danske rekord, men sådan er der jo så meget…
Hvad er målet for 2016?
Målet har hele tiden været OL, og nu har jeg jo klaret kravet. Så målet er at komme til Rio og gøre det godt. EM i Amsterdam (halvmaraton, red.) håber jeg også på at løbe.
- Jess Draskau-Petersson, Aarhus 1900