Loading...

(DECA Text&Bild)

Atleternes blog

Nytårshilsen fra: Jonas Kløjgård

01. januar 2016 · DAF

I løbet af 2015 lagde han ti cm til sin personlige rekord i højdespring, kulminerende med guldspringet på 2.23 meter ved Junior-EM. Kort sagt: et mindeværdigt år for den 19-årige 1900-atlet:

Lige nu og tre uger frem er jeg i Stellenbosch på træningslejr, hvor jeg forbereder mig til den kommende indendørssæson. I Sydafrika får jeg forhåbentlig en fornemmelse af, hvor jeg ligger henne ift. min form. De seneste uger har været en træningsovergang fra special-forberedelse til konkurrenceforberedelse. Det vil sige, at jeg er gået fra at springe meget på kasser (lave afsæt på en 10 eller 20 cm høj kasse, så belastningen ikke er så stor) til at springe fra jorden igen, hvilket tager lidt tid at vende sig til. Ved siden af sporten går jeg på HF-enkeltfag, hvor jeg mere eller mindre sætter mit eget skema sammen, så jeg kan fokusere 110% på atletikken og få det maksimale ud af træningen.

Den kommende vintersæson
Hvis alt går som det skal, starter jeg min vintersæson ved Pallasspelen i Malmø d. 30.-31. januar. Derefter ligger det ikke helt fast, hvilke stævner jeg deltager i, men jeg håber på, at jeg kan komme med til nogle fede stævner i udlandet, nu når jeg har muligheden for det.

Den største sportslige oplevelse
Sæsonen 2015 har været en sæson, som jeg altid vil huske tilbage på. Det har været et år, hvor jeg har haft muligheden for at vise, hvad jeg kan, og vise, hvilke resultater jeg kan opnå. At vinde et mesterskab som Junior-EM kan ikke rigtig beskrives. Det lå forholdsvis langt væk, at jeg ville gå hen og vinde det hele. Op til EM havde jeg en snak med min træner (Thomas Cortebeeck, red.) om, hvad jeg kunne forvente til EM. Vi blev enige om, at hvis jeg vandt bronze, ville det være helt utrolig fedt - og som en drøm, der gik i opfyldelse. Men alt skulle selvfølgelig gå efter planen, intet skulle gå galt! Det gjorde også, at følelsen var ubeskrivelig, da jeg vandt.

Målet for 2016
Guldmedaljen til Junior-EM har gjort, at jeg har fået rigtig meget selvtillid og motivation for at opnå et sådant resultat igen. Jeg er selvfølgelig klar over, at der er et enormt langt skridt fra et junior- til et seniormesterskab, men jeg ved, at jeg kan præstere, når det gælder, og så må tiden vise, hvad der kommer til at ske. Det store mål for 2016 er helt klart EM i Amsterdam. Det bliver svært at springe 2.26cm, som er kravet for at komme med, og det bliver ikke just nemmere at finde centimeterne, jo højere man kommer op, men 2.26 føler jeg selv er realistisk, men noget, som jeg skal arbejde hårdt for.

- Jonas Kløjgård Jensen, Aarhus 1900

© Copyright Dansk Atletik Forbund