Loading...

Henrik Them ved Copenhagen Half Marathon i september, hvor han i den indlagte DM-konkurrence vandt bronze foran Jesper Faurschou (tv). (Cph Half)

Atleternes blog

Nytårshilsen fra: Henrik Them

04. januar 2016 · DAF

I oktober løb Henrik Them i Frankfurt i den hurtigste danske tid på maraton i adskillige år - bare 38 sekunder fra OL-kravet:

Højdepunktet for mig i år har uden sammenligning været den øgede interesse for løb herhjemme.

Da jeg startede med at løbe for cirka 15 år siden, var det sku ikke særlig sejt at være løber.

"Hvorfor gider du det?" "Hvad løber du efter?" Eller endnu værre: en total form for stilhed, hvis man nævnte man var løber.

Sådan er det ikke i dag. Løb er blevet en folkesport, og jeg kan ikke mindes, jeg har været i et selskab, hvor der ikke lige er blevet spurgt ind til, hvordan han/hun lige kunne forbedre sig lidt i år. Forsætter udviklingen i 2016? ja, det tror jeg. Men desværre ser jeg også en tendens til folk, der prøver at skyde genvej. Det tager tid at blive en god løber. Man bliver det ikke natten over. Og jeg ser desværre alt for mange, der træffer forkerte valg, fordi de typisk bliver vejledt forkert.

Jeg har måttet træffe nogle svære valg i 2015, og intet tyder på, at 2016 bliver mindre hektisk. Jeg har ambitioner om både EM, VM og OL. Konkurrencen bliver med garanti endnu hårdere, og jeg skal forbedre mig for at kunne være med, hvor det er sjovt.

Op til mit løb i Frankfurt (PR 2:15,53, red.) var min træningsdata følgende.
(fra 1 juli - 25 oktober):

* 127 km om ugen ( snit)
* cirka 7 timers løb om ugen
* 3.52 var det samlet snit på alle mine km.
* Den intensive del var på cirka 15-20 procent
* 20 ture på over 20 km
* Ingen alternativ træning
* 8 timers søvn i snit

Jeg har i samarbejde med min træner Thomas Nolan lagt planen for den kommende sæson. Det kommer nok ikke som en overraskelse, at et af punkterne hedder at få kilometermængden op. Resten holder vi internt.
Jeg har næste løb den 10. januar i Nice (10 km)

Godt nytår alle sammen!

-Henrik Them, Sparta AM

© Copyright Dansk Atletik Forbund