DAF siger nej
12. januar 2016 · Jakob Larsen
Det britiske forbund offentliggjorde mandag et såkaldt “manifest for ren atletik”, som rummer forbundets tanker om mulige tiltag for at “fremme vejen til en ny æra i atletikken”
Manifestet rummer 14 konkrete forslag, hvor især forslaget om at nulstille alle verdensrekorder har afstedkommet anselig opmærksomhed fra medier verden rundt; således også i Danmark.
Dansk Atletik Forbund har gennemgået manifestet og har allerede i går i diverse danske medier tilkendegivet forbundets holdninger til forslagene.
DAF har følgende kommentarer til det offentliggjorte manifest og har følgende kommentarer til de punkter, som vi her vil fremhæve:
Nulstilling af verdensrekorder
Dette forslag har vakt langt større opmærksomhed end de øvrigt fremlagte. På trods af, at DAF har stor sympati for tanken bag forslaget, er det samtidig vor opfattelse, at et sådant forslag vil være et muligt overgreb på nuværende rekordholderes atletikmæssige retssikkerhed, da det på ingen måde kan garanteres, at alle rekordholdere har snydt. Og da tiltaget efter DAF’s vurdering ikke vil reducere udbredelsen af doping fremadrettet, og derfor ikke vil afhjælpe de nuværende problemer, finder vi ikke et så drastisk skridt berettiget.
Nationale forbund økonomiske ansvarlige
Det britiske forbund foreslår endvidere, at nationale forbund holdes økonomisk ansvarlige for de pengepræmier, som deres dopingdømte atleter har snydt sig til.
DAF har stor sympati for dette forslag, som med meget stor sandsynlighed vil være voldsomt adfærdsregulerende for en lang række forbund. Ligeledes er det DAF’s formodning, at et sådant forslag, hvis vedtaget, vil påvirke adfærden betragteligt på græsrodsniveau og stimulere en kultur med langt flere “whistleblowers”.
Det er dog ligeledes DAF’s vurdering at et sådant forslag ikke er realistisk at få vedtaget. Det er heller ikke sandsynligt, at DAF i forslagets nuværende udformning vil stemme for forslaget, da konsekvenserne på nuværende tidspunkt vil være uoverskuelige for forbund, medlemsforeninger og atleter.
Grundlæggende er der dog noget meget sundt i, at sporten selv investerer noget i dette frem for kontinuerligt primært at påpege, hvad andre kan gøre for bekæmpe doping i sporten. Forslaget italesætter et ønske om at atletikken på nationalt niveau selv tager ansvar, og det kan DAF kun bakke op om.
Udvidelse af testpuljen, revision af TUE-regler og krav om biologisk pas ifm. VM
DAF finder disse forslag meget konkrete og yderst passende. IAAF’s nuværende testpulje er, atletikkens globale udbredelse og høje konkurrenceniveau, for smal. Udbredelsen af dispensationer for anvendelse af forbudte præparater i medicinsk øjemed (TUE), vurderer vi har gennemgået en skræmmende udvikling, hvorfor regler bør revideres. Sluttelig vil krav om biologisk pas for alle deltagere ved VM ikke løse alle problemer, men det vil være en markant forbedring af den nuværende situation.
Livsvarig karantæne fra landshold ved dopingdom og udvidelse af straframmen for doping
DAF er tilhænger af dette. Samtidig er det DAF’s vurdering, at dette i dag kan håndteres uden vedtagne regler. Ansvarlig forbundsledelse handler ikke kun om regler; det handler også om at leve op til et etisk og moralsk ansvar. DAF konstaterer i denne sammenhæng, at flere atletikforbund fortsat udtager udøvere med dopinghistorik og/eller har samarbejdsrelation med øvrigt personale med en blakket fortid.
WADA
Torsdag offentliggør WADA’s uafhængige undersøgelseskommission del 2 af deres rapport om doping i atletikken. DAF afventer denne, inden forbundet endeligt fastlægger indsatsen frem mod næste IAAF-kongres i august 2017. Det ligger dog fast, at DAF fortsat vil presse på for oprettelse af en uafhængig antidopingenhed indenfor atletik, udvidelse af krav til de enkelte lande i forhold til at leve op til “Good standing” i IAAF regi, samt større konsekvens i tilfælde af, at et forbund ikke lever op hertil.
Det samlede manifest kan hentes på denne side.