Loading...

Jesper Noer krydser målstregen som vinder. (Salomon Hammer Trail)

DM Trail (lang distance)

Noer forsvarer titlen i flot stil

18. januar 2016 · Jeppe Weinreich

Under ekstreme forhold på Bornholm viste Jesper Noer lørdag, at han er landets bedste trailløber.

Jesper Noer er fortsat den eneste mand, der har vundet et dansk mesterskab i trail. Efter ”the double” i fjor i mesterskabets debutår fortsatte Blovstrød-løberen sin stime ved lørdag på Bornholm at vinde DM Lang Trail. Sejren på den 50 km lange distance blev sikret i flotte 4:51,15 timer. En tid, der skal ses i lyset af de meget svære forhold, der gjorde sig gældende ved Hammerknuden med isglat terræn og en temperatur et stykke under frysepunktet.

”Jeg løb Frankfurt Marathon i slutningen af oktober, og nu er jeg på den igen to en halv måned efter, så det er dejligt at kunne vinde her i dag,” udtalte Noer efter løbet til TV2 Bornholm (se et indslag HER).

På forhånd gjaldt Christian Nørfelt (Tejn IF) som stærkeste bejler til guldet, men selv om han ikke kunne skubbe Noer fra tronen, gjorde han det godt med sølv mindre end fem minutter efter Noer. 43-årige Jens Henriksen (Fredericia LK) vandt bronze.

Bornholmsk sejr hos kvinderne
Da Noer vandt titlen i fjor samme sted, var det som medlem af Tejn IF. At han nu har skiftet klub betød dog ikke, at Bornholm ikke fik noget mesterskab, eftersom Laura Hulgaard fra Viking vandt hos kvinderne i 5:57,06 timer. Sidste års sølvvinder, Kristina Schou Madsen fra Kolding KFUM, gentog sin andenplads, mens 46-årige Lene Nissen Jensen (TIF) tog bronze.

Mens Bornholm har dannet ramme om de hidtidige tre mesterskaber i trail, bliver det i Viborg næste gang. Her skal DM Kort Trail afvikles den 10. september.

DM Trail (lang distance)
50 km
Mænd
1. Jesper Noer, Blovstrød Løverne 4:51,15 timer
2. Christian Nørfelt, Tejn IF 4:55,38
3. Jens Henriksen, Fredericia LK 5:03,27

Kvinder
1. Laura Hulgaard, Viking 5:57,06
2. Kristina Schou Madsen, Kolding KFUM 6:24,08
3. Lene Nissen Jensen, TIF 7:13,50
Resultatliste

I alt gennemførte 20 mænd og syv kvinder DM-løbet

© Copyright Dansk Atletik Forbund