Sofie Albrechtsen i aktion for sit nye hold. (GopherSports.com)
Sofie Albrechtsen sejrer i sin college-debut
24. januar 2016 · Jeppe Weinreich
Med et vinderspring på 1.77 meter fik Sofie Albrechtsen en flot debut for sit nye universitetshold Golden Gopher fra Minnesota. Og i Växjö fulgte Benjamin Lobo Vedel op på lørdagens sejr ved at vinde 200 meteren i 21,61 sek.
Sofie Albrechtsen (1900) fik en drømmedebut, da hun i weekenden sejrede ved en universitetsmatch mellem Minnesota og Wisconsin. I højdespring lagde hun nemlig én cm til sin personlige rekord, som ny lyder på 1.77 meter. Samtlige højder blev klaret i første forsøg, inden hun rev ned tre gange på 1.80 meter. - resultatliste
Mens Sofie er ny i USA, så har Maria Larsen (KIF) afbrudt sit ophold i Florida som følge af problemer med akillessenen, der forhindrer hende i at løbe indendørs denne vinter. Andreas Trajkovski (Sparta) debuterede for Arkansas sidste weekend – på 60 meter – men er næste weekend med i favoritdisciplinen længdespring, mens Jakob Dybdal Abrahamsen (1900) efter planen åbner sin sæson for Eastern Kentucky i starten af næste måned.
Benjamin Vedel sejrer på 200 meter
Efter sejr lørdag ved Best Western Games i Växjö fulgte Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) op med sejr på den halve distance i 21,61 sek. – bare 0,1 sek. fra hans inde-PR. Personlig rekord var der til Mathilde Heltbech (Helsingør IF), der på 60 meter hæk blev en flot nr. 3 i 8,63 sek. efter allerede at have sat PR i indledende med 8,64 sek. De seneste ti år har kun Anne Møller (8,44s) og Mette Graversgaard (8,52s) herhjemme løbet hurtigere. - samlet resultatliste
Benjamin vinder weekendens anden suveræne sejr. (DECA Text&Bild)
Østdanske Ungdomsmesterskaber
De i alt 500 deltagere ved weekendens Øst-DMU i Ballerup nåede gennem de to travle dage. Søndagens resultatliste kan ses HER - Michael Hyllested har lagt en masse fotos ud - se dem HER.
Trængsel ved starten på 1500 meter for de 14-15 årige piger. (M. Hyllested)