Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2016 > 01-26 Odense Racerunning
Lasse Kromann, OGF Atletik og verdensrekord-holder på 100, 200, 400, 800 og 1500 m i klasse RR2.
Odense bliver centrum for RaceRunning
26. januar 2016 · Henriette Leth Nielsen
Odense er blevet en central by for RaceRunning-sporten, og den tendens forsætter i det kommende år. Gode idrætsfaciliteter og byens placering midt i landet er en vigtig del af forklaringen.
Når RaceRunning d. 21. august i år skal fejre sit 25 års jubilæum som idrætsgren, kommer det til at ske i Odense. Og ud over at lægge jubilæumsstævnet i Odense har RaceRunning Danmark også valgt at placere flere landsholdssamlinger i Odense.
Odense har i flere år været et populært valg, og det er ikke kun en konsekvens af, at Odense ligger centralt i landet og således er let at komme til for atleter fra både øst og vest. Cheflandstræner i RaceRunning, Mansoor Siddiqi, er også begejstret for de gode faciliteter i Odense. Derudover ser han frem til et forsat godt samarbejde med OGF Atletik, som i mange år har tilbudt RaceRunning for RaceRunning-atleter i Odense-området og er nu positiv stemt for at i højre grad at integrere idrætten i foreningen.
Når RaceRunning Danmark benytter Rosengårdskolen til overnatning, har atleterne samtidig det fine idrætsanlæg på SDU tæt på, og i kraft af en sponsoraftale med fysioterapikæden BeneFiT står styrketræningsfaciliteterne hos BeneFiT Stenhuggervej også til rådighed lige om hjørnet. Og ved vintersamlingerne er der mulighed for at løbetræne i Thorvald Ellegaard Arena.
Hvad er RaceRunning?
RaceRunning er en innovativ sport for handicappede med hæmmet balance.
En RaceRunner er en specialbygget 3-hjulet ”løbecykel” uden pedaler, hvorpå balancen ikke er et problem. Derfor er RaceRunning en oplagt sportsmulighed for blandt andre spastikere, gigtramte og amputerede.
Sporten giver handicappede, der til daglig kun kan komme rundt i elektrisk kørestol, manuel kørestol eller gangrollator, mulighed for at bevæge sig rundt ved egen kraft og giver selv de sværest handicappede en følelse af at bevæge sig frit og løbe.
RaceRunning er en del Para-atletikken, under Dansk Handicap Idræts-Forbund.