Loading...

Janick Klausen - her i hans seneste start indendørs, landskampen i Bærum i februar '15, hvor han vandt med 2.20 meter. (DECA Text&Bild)

Denne weekend

Eliten indtager Malmø

29. januar 2016 · Jeppe Weinreich

Den kommende weekend er spækket med danske starter i ind- og udland. Pallasspelen i Malmø er traditionelt stedet, hvor store dele af eliten åbner sæsonen. I år er ingen undtagelse.

Janick Klausen er én af mange danske topfolk, som åbner sæsonen i Malmø. Selvom det danske højdespringshåb har særdeles gode erfaringer fra Pallasspelen med to sejre i to starter (2011 og 2012) med hhv. 2.26 og 2.25 meter, så bliver det næppe alle gode gange tre på søndag. Ingen ringere end den regerende verdensmester indendørs, Mutaz Essa Barshim, har nemlig meldt sin ankomst – akkurat som det var tilfældet for to år siden, hvor Qatar-atleten satte stævnerekord med 2.35 meter. Favorit eller ej, så er Klausens start imødeset. Den seneste uge er der blevet arbejdet meget med tilløbet, fortæller træner Lars Nielsen, og at springkraften ikke fejler noget hos den omsider skadesfri 1900-atlet, har en helt frisk træningsvideo på de sociale medier med al tydelighed vist.

Jonas Kløjgård (1900) skulle efter planen også have sprunget, men junioreuropamesteren pådrog sig en mindre ankelskade i Sydafrika for nylig, og for ikke at risikere noget udsætter han sin sæsonåbning lidt endnu.

Nogle af de andre topnavne til start i Malmø er:
Lørdag
Morten D. Madsen (Skive AM) – 60 meter
Anne Sofie Kirkegaard (Sparta) – 400 meter
Nicolai Hartling (Sparta) – 400 meter (+ 200 & 800 meter)
Rasmus W. Jørgensen (Sparta) – stangspring
Mikkel M. Nielsen (Sparta) - stangspring

Pallas2015 Nicolai Hartling NS Foto
Nicolai Hartling - her ved Pallasspelen 2015 - må vente med at løbe favoritøvelsen 400 meter hæk til foråret. I stedet får han et travlt program i weekenden med starter på 200, 400 og 800 meter. (NS Foto)

Søndag
Benjamin Gabrielsen (Sparta) - længdespring
Janick Klausen (Aarhus 1900) - højdespring
Mette Graversgaard (Aarhus 1900) – 60 meter hæk
Andreas Martinsen (Aarhus 1900) – 60 meter hæk
Martha Traoré (Sparta) – længdespring
Trine Mulbjerg (Sparta) – kuglestød
(...og mange andre – se hele startlisten på stævnets hjemmeside)

USA
Natten til lørdag dansk tid skal Andreas Trajkovski (Sparta) for første gang springe længde for sit nye universitetshold i Arkansas. Det sker ved Razorback Invitational på Trajkovskis nye hjemmebane i Fayetteville. Med i det stærke felt er også hans træningskammerat og bofælle Jarrion Lawson (PR 8.39m).

Sofie Albrechtsen (1900) fik sidste weekend en fornem start på sit USA-ophold med PR 1.77 meter i højdespring. Når hun ved weekendens Jack Johnson Classic på hjemmebanen i Minneapolis igen springer højde, så sker det som del af en femkamp.

Wien
For Stina Troest (Amager AC) er vinterens store mål at kvalificere sig til VM-inde på 800 meter. Hun gør ved lørdagens Vienna Indoor sit første forsøg på at klare kravet, som med 2:02,50 min. kræver en ny personlig rekord.

Göteborg
En anden interessant start lørdag står Andreas Bueno (1900) for, når han ved Scandinavian Milers Club i Göteborg løber 3000 meter. Flere andre danske løbere er med, bl.a. Line K. Schulz (Aalborg AM) på kvindernes 3000 meter.

Aarhus
Weekenden byder også på et stort og traditionelt arrangement på hjemlig grund, nemlig de Vestdanske Ungdomsmesterskaber i Marselisborghallen. Begge dage begynder konkurrencerne kl. 11.

Esbjerg
Som omtalt på hjemmesiden tidligere på ugen er der DM Cross i Esbjerg både lørdag og søndag. Her er der indløbet afbud fra en af favoritterne, Anna Holm Baumeister (Viking), der døjer med en mindre skade og ikke vil tage nogen chancer med henblik på de vigtige opgaver senere på sæsonen.

© Copyright Dansk Atletik Forbund