Loading...

Trajkovski ved EM-U23 i Tallinn i sommer. (DECA Text & BIld)

Internationalt – USA

Trajkovski leverer fin sæsonåbning

30. januar 2016 · Jeppe Weinreich

Med 7.55 meter natten til lørdag dansk tid kom længdespringer Andreas Trajkovski lovende fra start i den nye sæson.

7.55 meter. Så langt har Andreas Trajkovski aldrig sprunget i januar måned. Den 22-årige Sparta-atlet fik natten til lørdag i Fayetteville, Arkansas en fin debut i favoritdisciplinen for sit nye universitetshold, Arkansas Razorbacks. Resultatet rakte til en 6. plads i det stærke felt, hvor Trajkovskis holdkammerat Jarrion Lawson med 8.17 meter røg til tops på årets verdensrangliste.

Optakten til konkurrencen var dog ikke den bedste for Trajkovski, der for to uger siden beskadigede den ene hælpude, da han efter et 60 meter løb trådte op på en kant.

"Siden har jeg kun kunnet træne i vand, så det var ret deprimerende. Men i går mærkede jeg ingen smerter, og i mit 7.55-spring ramte jeg ikke planken, så jeg håber på et længere spring ved Tyson Invitational om to uger," fortæller det danske længdespringshåb, som har tre-fire stævner til at kvalificere sig til NCAA-mesterskaberne i Alabama i marts måned. Han vurderer, at der skal mindst 7.70 meter til for at klare cut'et.

PR til Albrechtsen
I Minneapolis, Minnesota kunne Sofie Albrechtsen (1900) notere sig for ny personlig rekord i den indendørs femkamp med 3747 point. Det rakte til en 5. plads ved Jack Johnson Classic på Albrechtsens nye hjemmebane. Kun Tine B. Ejlersen og Sandra Böll har i nyere tid scoret flere point.

Razorback Invitational – Fayetteville, Arkansas
Længdespring M
1. Jeremy Lawson, USA 8.17 meter WL
6. Andreas Trajkovski, Arkansas/Sparta 7.55 meter
Resultatliste

Jack Johnson Classics – Minneapolis, Minnesota
Femkamp K
1. Latesha Bigby, USA 3823 point
5. Sofie Albrechtsen, Minnesota/Aarhus 1900 3747 point PR
(9,45s – 1.75m – 12.83m(inde-PR) – 5.11m – 2:28,82 (inde-PR))
Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund