Jackie Christiansen jubler efter hattricket i London 2012. (Lars Møller)
Jackie Christiansen lægger kuglen fra sig
03. februar 2016 · Jeppe Weinreich
Danmarks nok allerstørste parasportsatlet i nyere tid, kuglestøder og diskoskaster Jackie Christiansen (Aarhus 1900) indstiller sin karriere. Dermed opgiver han kampen om at kvalificere sig til de Paralympiske Lege i Rio til september, der ville have været hans femte.
Han er tredobbelt paralympisk guldvinder i kuglestød og har vundet fire verdensmesterskaber og adskillige internationale medaljer i en lang og imponerende karriere, der startede med deltagelsen ved de Paralympiske Lege i 2000 i Sydney. Dengang opnåede han en sjetteplads – og siden gik det kun én vej for århusianeren, der har været helt i særklasse i international para-atletik.
Nu stopper han karrieren, da kuglestød ikke længere er på programmet i hans klasse, F44, og skader har vanskeliggjort hans vej tilbage til toppen i diskoskast.
Kuglestød af PL-programmet
Kuglestød har igennem hele karrieren været Jackie Christiansens favoritdisciplin, og han har haft en helt enestående rekord, idet han i årene 2001-2015 ikke har tabt en international konkurrence i disciplinen. Men fra og med 2016 er kuglestød taget af det paralympiske program i Jackies klasse, og det har betydet, at han har været tvunget til udelukkende at fokusere på diskoskast frem mod PL i Rio. Træningen har desuden det seneste års tid været udfordret af, at Jackie i maj 2015 blev opereret for sportsbrok, og det kunne ses på resultaterne ved VM i Doha i oktober sidste år, hvor han tabte sin første internationale kuglestødskonkurrence i 14 år og måtte nøjes med en sølvmedalje samt en sjetteplads i diskoskast.
Det siger noget om kuglestøderens niveau, at han også formåede to gange at vinde DM-medalje i konkurrence mod kastere uden handicap. Her lød hans bedste stød med 7,26 kg kuglen (mod normalt 6 kg) på 16.70 meter.
"Efter godt 15 år på det danske landshold i para-atletik har jeg, efter mange overvejelser, valgt at stoppe min elitekarriere som kuglestøder og diskoskaster," udtaler Jackie i en pressemeddelelse. "Det har ikke været en nem beslutning, men efter at IPC (den Internationale Paralympiske Komité, red.), har valgt at tage kuglestød af programmet i min klasse, ser jeg ikke mig selv som en mulig medaljetager ved PL i Rio. Det stod klart for mig efter VM i Doha i oktober sidste år, at det ikke ville være muligt for mig at opnå at et niveau og en placering i diskoskast ved PL i Rio, som jeg selv kan være tilfreds med. Derfor stopper jeg min karriere nu og kan se tilbage på 15 fantastiske år."
Lysende rollemodel
Team Danmarks direktør Lone Hansen er selvsagt ærgerlig over beslutningen, men giver ham i en pressemeddelelse følgende flotte ord med:
"Jackie har skabt en perlerække af internationale resultater på allerhøjeste internationale niveau, og han har vist Danmark og dansk handicapidræt frem på flotteste vis overalt i verden. Hans lange karriere understreger hans alsidighed og dedikation, og han har på mange måder været en lysende rollemodel for alle atleter, både dem med et handicap og dem uden. Jeg er naturligvis ærgerlig over, at vi i Danmark mister den måske største profil i para-atletikken. Og jeg ved, at atleterne i Team Danmarks træningsmiljø i Aarhus kommer til at savne hans professionalisme og hans smil og åbenhed for at dele erfaringer. Men jeg forstår og respekterer også hans valg, som jo også understreger den vinder-type, Jackie i den grad er."
Ros fra elitechef
Også elitechef i DHIF, Michael Møllgaard Nielsen, er naturligvis ked af at miste en atlet af Jackies kaliber, men han respekterer beslutningen.
"Det er en verdensklasse-atlet på allerhøjeste niveau, som stopper sin karriere. Jackie Christiansen har været et ikon og for mange danskere et billede på handicapidrætten i Danmark i dette årtusinde, som kørestolsracerne, Connie Hansen og Ingrid Lauridsen var det op gennem 1980’ern og 1990’erne."
Fakta
Udvalgte resultater: