Unik mulighed for at løbe på motorvejen, før bilerne indtager den nylagte asfalt
04. februar 2016 · Henriette Leth Nielsen
Uanset om du vil løbe på rulleskøjter, rulleski, gå, løbe, cykle eller bevæge dig fremad på en helt sjette måde, er der mulighed for at være med til at indvie den nye motorvej ved Silkeborg lørdag 10 og søndag 11 september.
Hele weekenden op til den officielle bil-indvielse søndag aften 11. september er der arrangeret en lang række forskellige løb på den nylagte asfalt gennem noget af Danmarks allermest storslåede natur.
Konkret arrangerer DGI i samarbejde med syv lokale foreninger en kæmpe motionsevent under navnet ”Motorvejsløb 2016 Silkeborg" lørdag 10 og søndag 11 september. Lørdag eftermiddag og aften er der desuden arrangeret koncert i Silkeborg, hvor byen inviterer til Danmarks Største Vejfest.
Tilmelding til Motorvejsløbet åbner mandag 8. februar kl. 10.00 her - vær opmærksom på at der er begrænset antal pladser.
Der er aktiviteter for hele familien, og målet er at samle 20.000 motionister, der skal deltage i forskellige discipliner på motorvejen, inden den i løbet af søndag aften åbner for biltrafik. Hvis du skal med til Copenhagen Half Marathon søndag 18. september 2016, er det oplagt at varme op med en kortere distance til Motorvejsløbet weekenden forinden.
Der er mulighed for at tilmelde sig følgende løb til Motorvejsløbet 2016:
Lørdag 10. september 2016:
Søndag 11. september 2016:
DGI’s og DIF’s fælles motionssatsning, Bevæg dig for livet, er gået ind i samarbejdet om Motorvejsløbet 2016 Silkeborg.
Motorvej i smukke rammer
Silkeborgmotorvejen strækker sig 29 kilometer fra Låsby i øst til Funder i vest og binder Herning og Aarhus sammen med Silkeborg som en sløjfe på midten af Jylland. Imponerende ingeniørmæssige og arkitektoniske virkemidler er taget i brug for at tilpasse motorvejen til mennesker, natur og terræn. Designet på en lang række af broerne er nyskabende og giver - sammen med en række andre vejelementer - en unik strækning, der fortæller trafikanten, at han kun kan være ét sted i Danmark – nemlig i Silkeborg.
Nogle af de mest spektakulære elementer er den 300 meter lange overdækning af motorvejen i Silkeborg, der sænker støjen og fjerner motorvejen fra synsfeltet. Den 500 meter lange bro i Nordskoven er bygget med betonsøjler, der ser ud til at have samme tykkelse som de omgivende træer, så den falder mere i ét med naturen. Gudenåbroens lette udtryk følger motorvejstrafikanten over Gudenåen i respekt for den storslåede natur, og de smukt svunge buebroer i Dyrehaven i Silkeborg leder sikkert hjorte og andre dyr over motorvejen.
Når Silkeborgmotorvejen åbner, fuldfører den motorvejen mellem Aarhus og Herning og skaber dermed sammenhæng på tværs af Jylland til gavn for pendlere, erhvervsliv og lokale trafikanter. For bilisterne vil Silkeborgmotorvejen nemlig give en tidsbesparelse på gennemsnitligt 12 minutter mellem Funder og Låsby. Og trafikken på næsten alle veje i Silkeborg by - og på mange veje i hele området mellem Funder og Låsby - bliver væsentlig mindre. Når de meget trafikerede lokale veje aflastes, stiger sikkerhedsniveauet for alle trafikanter.