Loading...

Det synlige bevis på den nordsjællandske triumf: Seks Blovstrød-piger på podiet. (Per le Fevre)

European Champion Clubs Cup Cross Country

Anna Emilie & Blovstrød triumferer i Tyrkiet

07. februar 2016 · Jeppe Weinreich

Med en individuel 1. og 4. plads var Anna Emilie Møller og Louise Rode stærkt medvirkende til, at Blovstrød Løverne på en bidende kold søndag i Tyrkiet kunne ende på podiet i Europa Cup Cross for klubhold.

For anden gang på bare to måneder kunne Blovstrød Løvernes stortalenter Anna Emilie Møller og Louise Rode søndag hænge en europæisk bronzemedalje om halsen. Det skete ved den årlige Europa Cup Cross for klubhold, hvor Blovstrøds piger i juniorkonkurrencen sluttede som tredjebedste hold efter to tyrkiske klubber. I december var de to nævnte juniorer med til at sikre dansk atletik bronze ved EM Cross, og denne gang var de selvsagt mere end stærkt medvirkende til at, klubben kunne ende på podiet, idet Anna Emilie vandt med en imponerende sejrsmargin på 27 sekunder, mens Louise Rode blot var fem sekunder fra bronzen.

Trods god bredde på Blovstrøds hold - de fire andre på holdet kom ind på pladserne 19-23 ud af i alt 40 gennemførende – viste de tyrkiske konkurrenter ikke helt uventet at have endnu bedre bredde. Det vindende hold Bursa havde således alle fire løbere med i top-10.

Med den flotte 3. plads gentog juniorpigerne den bronzemedaljepræstation, som Spartas drenge stod bag for seks år siden i Bilbao.  

”Vi var tæt på guld eller sølv, men superglade for bronzen. Det er endnu en succes,” lød det fra en stolt holdleder Per le Fevre med henvisning til klubbens store succes den seneste tid. Ved DM Cross sidste weekend blev det til holdguld, og klubben er dermed sikret Europa Cup deltagelse næste år – denne gang i seniorklassen.

European Champion Clubs Cup Cross Country – Kastamonu (TUR) 7. februar 2016
Junior K 4 km
1. Anna Emilie Møller, Blovstrød/DEN 14:27 min.
2. Emine Akbingöl, Fenerbache/TUR 14:54 min.
3. Lucia Rodríguez, Castellón/ESP 15:00 min.
4. Louise Rode, Blovstrød/DEN 15:05 min.
19. Sara Schou Kristensen, Blovstrød 16:36 min.
20. Sarah Bruun Nielsen, Blovstrød 16:46 min.
22. Karoline Hardis, Blovstrød 17:15 min.
23. Augusta Christensen, Blovstrød 17:18 min.
(40 fuldførende løbere)

Hold
1. Bursa Büyükşehir Belediye TUR 32 point
2. Fenerbache TUR 39 point
3. Blovstrød DEN 44 point
4. Castellón ESP 49 point
Resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund