Tine Bach Ejlersen - her ved de svenske mesterskaber i 2014. (DECA Text&Bild)
Vejen banet for Ejlersens indendørs-titel nr. 10
08. februar 2016 · Jeppe Weinreich
Weekendens DM Mangekamp i Aalborg kommer til at stå lidt i skyggen af landskampen. Hos kvinderne får Tine Bach Ejlersen som eneste deltager let spil på vej mod sin tiende titel indendørs, mens klubkammeraten fra 1900, Christian L. Nielsen, gælder som favorit hos mændene.
I Maribo sidste sommer tog Tine Bach Ejlersen sin tiende titel i syvkamp. Førstkommende weekend kan 1900-atleten bringe sin samling af indendørs-titler op på samme antal, når Gigantium i Aalborg for andet år i træk danner ramme om DM Mangekamp. Og det ligner en let sag for 30-årige Ejlersen, der efter et halvt års ophold i Norge er vendt tilbage til Aarhus; hun er nemlig den eneste tilmeldte i seniorklassen.
Debutant er guldfavorit
Hos herrerne kan Ejlersens klubkammerat Christian L. Nielsen til gengæld vinde sin første seniortitel. Hækkeløberen havde egentlig stoppet karrieren, men fik lyst til at genoptage den – nu i mangekamp. Selvom han ikke har konkurreret i disciplinen siden juniorårene, har han i løbet af vinteren leveret så gode resultater i de enkelte øvelser, at han må gælde som favorit foran en anden 1900-atlet, Sebastian Skejø, der vandt bronze i fjor.
Der dystes også om DM-medaljer i ungdoms- og veteranklasserne, og her udgør de 14-15 årige drenge den største gruppe med 13 deltagere på plads.
DM Mangekamp – Aalborg
Startlister & tidsskema