Abdi Hakin Ulad sammen med H.K.H. Kronprins Frederik. (Lars Møller)
OL-tøj afsløret – med Abdi som model
09. februar 2016 · Jeppe Weinreich
DIF og Team Danmark kunne fredag under stor pressebevågenhed lancere de danske OL-dragter – og samtidig afsløre, hvem der skal bære den danske fane i Rio. OL-kandidaten Abdi Hakin Ulad deltog som atletikkens repræsentant.
”Bare dét, at der er et dansk flag på, og at det handler om OL. Så er nerverne allerede uden på tøjet.”
Så rammende udtrykte Abdi Hakin Ulad det til On-Sport, da han fredag deltog ved afsløringen af OL-tøjet 2016. Det skete ved et pressemøde på Københavns Rådhus, hvor H.K.H. Kronprins Frederik kastede glans over arrangementet. Det samme gjorde den danske tennis-darling Caroline Wozniacki, der er blevet udpeget til at bære den danske OL-fane – som den blot tredje kvinde i historien.
Endnu mangler Abdi Hakin Ulad at skære 45 sekunder af sin bedste tid på maraton for at komme med til Rio. Og gør han det – efter planen skal det ske i Hamborg d. 17. april – skal der nok tages skræddermål til hans OL-dragt, der hang noget løst på den tynde og toptrænede langdistanceløber, som netop er draget på højdetræningslejr i Kenya.
Joachim B. Olsen
Mens Wozniacki som førnævnt bliver den tredje kvinde i historien til at bære fanen, så har det hidtil kun været to atletikudøvere forundt*, senest kuglestøderen Joachim B. Olsen i Beijing 2008. Denne medvirkede også i arrangementet sammen med to andre tidligere fanebærere.
- Se videoen fra ON-sport, hvor Abdi Hakin Ulad medvirker – klik HER
*Tikæmperen Marius Jørgensen (1893-1988) bar fanen i Amsterdam 1928, men det skete i egenskab af bestyrelsesmedlem i DIF. Han deltog aldrig i OL som aktiv.