Christian L. Nielsen vinder DM-guld i syvkamps-debut
14. februar 2016 · Jeppe Weinreich
Med den fine score 5023 point tog den tidligere hækkeløber guldet ved DM Mangekamp i Aalborg, mens Tine B. Ejlersen hos kvinderne havde let spil på vej til sin 10. titel.
Mens det blot var anden gang, at Gigantium i Aalborg dannede ramme om DM Mangekamp, så kunne Tine Bach Ejlersen lørdag tage indendørs-titlen for 10. gang i karrieren. Den 30-årige 1900-atlet – som var eneste deltager hos kvinderne - lavede en stabil serie på 3815 point, bare ét point mindre end i fjor. Eftersom det var hendes første konkurrence i år, var der sæsonbedste i alle øvelser, bl.a. 1.72 meter i højdespring.
Hos mændene var der til gengæld et nyt ansigt øverst på skamlen. Christian L. Nielsen (1900) gjorde her et vellykket karriereskift fra hækkeløb til mangekamp med slutscoren 5023 point. De seneste ti sæsoner har kun Christian Laugesen (5386p), Gert Skals (5126p) og sidste års vinder Massin Ait Bouziad (5036p) gjort det bedre.
Nielsen stod for dagens højeste score med 925 point i favoritøvelsen 60 meter hæk (8,23s), og fik sat flere personlige rekorder undervejs, bl.a. i kuglestød med 13.04 meter og 1.84 meter i højdespring. Nærmeste konkurrent Sebastian Skejø (1900) lavede ligeledes en fin serie og kunne med 4741 point lægge 190 til sin PR.
To årgangsrekorder
Mens der ikke var så megen spænding om guldet i seniorklassen, så det anderledes ud hos ungdommen, hvor deltagelsen var fin. Hos de 16-17 årige piger sejrede Anna Lange (Greve) foran Laura Nørrung Poulsen (Sparta) med 3469 (DUR17) mod 3345 point (DUR16). Anna satte bl.a. i kuglestød (3kg) med 13.36 meter en flot PR.
Fint niveau var der ligeledes hos de mandlige juniorer, hvor arrangørklubben Aalborg AM besatte tre af de første fire pladser med Sebastian Sund Frandsen (AAM) som vinder med scoren 4818 point.
Arrangørerne høstede fra mange sider ros for deres afvikling af DM, og den nye hal Gigantium har vist sig fint egnet til afholdelse af et mesterskab som DM Mangekamp.
Feltet hos de mandlige juniorer. (Ole Ugilt Larsen)
DM Mangekamp inde – Aalborg 13.-14. februar 2016
Syvkamp mænd
1. Christian L. Nielsen, Aarhus 1900 5023 point PR
(7,19s – 6.89m – 13.04mPR – 1.84mPR / 8,23s – 3.60m=PR – 3:00,97minPR)
2. Sebastian Skejø, Aarhus 1900 4741 point PR
3. Rune Drongesen, Viborg AM 3616 point PR
Femkamp kvinder
1. Tine Bach Ejlersen, Aarhus 1900 3815 point SB
(9,06s – 1.72m – 10.88 – 5.72m – 2:28,08min)
Øverste foto: De tre vinderhold hos de 14-15 årige piger. (Charlotte Beiter Bomme)