Loading...

Trods dansk rekord må Mette Graversgaard se sig knebent besejret i A-heatet på 200 meter. (DECA Text&Bild)

NORDENKAMPEN 2016

Danske atletikkvinder besejrer Norge og Finland i tæt drama

13. februar 2016 · Jeppe Weinreich

Mens de mandlige atleter endte sidst i Nordenkampen, formåede de danske atletikkvinder lørdag at slå både Norge og Finland. Undervejs satte Sara Slott Petersen dansk rekord på 400 meter – og mistede en halv time efter sin 200-meter-rekord til den unge klubkammerat Mette Graversgaard.

I fjor kunne de danske atletikherrer sensationelt slå Norge og Finland i den årlige nordiske landskamp. Lørdag i Växjö var det kvindernes tur til at levere sensationen. Det kombinerede dansk/islandske hold sluttede nemlig på 2. pladsen efter suveræne Sverige.  Først så det ellers ud til, at Finland - der slog danskerne med 0,05 sek. på den afsluttende stafet - tog 2. pladsen. Men finnerne blev efterfølgende disket for ikke at have overholdt banen, og dermed kunne Danmark i den samlede stilling rykke forbi.

Sara Slott -DECA
Dansk rekord for andet stævne i træk. (DECA Text&Bild)

Holdets store profil Sara Slott Petersen pressede på 400 meter sin egen danske rekord ned til 52,59 sek. En halv time efter måtte hun dog se sin 200-meter-rekord ryge til den 20-årige Mette Graversgaard – ligeledes fra Aarhus 1900 – der overgik sig selv med 23,99 sekunder. Selv ikke udendørs har nogen dansk kvinde de seneste ti år presset sig under de 24 sekunder. 

- interview med Mette Graversgaard 

- interview med Sara Slott Petersen

Ekelund-Arenander tilbage med sejr
Hos herrerne var der to disciplinsejre. Nick Ekelund-Arenander åbnede sæsonen ved at vinde 400 meteren i 47,32 sek., mens Andreas Bueno på 1500 meter i en klasse for sig satte stævnerekord med 3:44,75 min. På 800 meter måtte Andreas Bube overraskende se sig besejret på målstregen af Norges Thomas Roth med sølle 0,01 sek.

”Jeg er meget tilfreds med kvindernes indsats. Jeg havde forventet gode resultater, og det fik vi, specielt med de to rekorder. Men vi skal stadig forbedre os i de tekniske discipliner,” udtaler sportschef Piotr Haczek, der var knap så tilfreds med mændenes præstation, selvom der trods alt var flere lyspunkter.

Om to uger mødes den danske atletikelite i Skive, hvor der er DM i weekenden 27.-28. februar.

- Se Saras rekordløb HER

Nordenkampen – Växjö 13. februar
Slutstilling
Kvinder
1. Sverige 155 point
2. Danmark/Island 103½
3. Finland 101½
4. Norge 100

Mænd
1. Sverige 146 point
2. Norge 117
3. Finland 111
4. Danmark/Island 85
Resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund