Martinsen sætter dansk rekord i Norge - 7,69s
21. februar 2016 · Jeppe Weinreich
Med forrygende flotte 7,69 sek. i Bærum satte Andreas Martinsens søndag ikke bare dansk rekord på 60 meter hæk, men klemte sig også under kravet til VM-inde.
Andreas Martinsen viste søndag storform, da han ved Nytårslekene i Bærum (NOR) sejrede på 60 meter hæk i ny dansk rekord 7,69 sekunder. Med den forrygende tid – en forbedring på 0,04 sek. af hans egen ét år gamle rekord – klemte han sig samtidig under kravet (7,72s) til VM-inde i næste måned.
”Det er dejligt og en stor forløsning. Men det kommer ikke bag på mig, at jeg kunne løbe så stærkt i dag,” udtaler den 25-årige atlet fra Aarhus 1900, for hvem kvalifikation til OL i Rio er det helt store mål.
VM-inde har ikke rigtigt indgået i planen, men med kvalifikationen i hus vil han nu tage en snak med sin træner, Mikkel Larsen, omkring mulig deltagelse ved mesterskabet, som finder sted i Portland, Oregon i dagene 17.-20. marts. Sara Slott Petersen og Andreas Martinsen har som de eneste klaret kravet, men førstnævnte har på forhånd meldt fra.
Nytårslekene - Bærum (NOR) d. 21. februar
60 meter hæk M
1. Andreas Martinsen, DK-Aarhus 1900 7,69 sek. DANSK REKORD (indl. 7,87s)
2. Vladimir Vukicevic, NOR 7,79 sek.
3. Alexander Brorsson, SWE 7,81 sek.
Foto: Andreas Martinsen ved EM-inde for et år siden, hvor han satte den hidtidige rekord. (Iris Hensel)