Loading...

Nick Ekelund-Arenander genvinder titlen på 400 meter i 2015 foran Benjamin Lobo Vedel og Nicolai Hartling. Kan han forsvare den på søndag? (Gunner Sørensen)

DM-inde

Spar Nord Arena trimmet til topatletik

23. februar 2016 · Jeppe Weinreich

Den nyligt renoverede hal i Skive skaber optimale rammer om weekendens imødesete DM.

220 af landets absolut bedste atletikfolk er førstkommende weekend klar til indendørssæsonens højdepunkt, DM i Skive. Selvom de efterhånden kender turen til den jyske by udenad, så har Spar Nord Arena ændret ansigt siden sidst. Hallen er blevet efterisoleret på vægge, har fået nyt tag, sluse ved indgangen og tilføjet 35 m2 ved opløbsstrækningen, således at der nu er fri passage uden for banen hele vejen rundt. Og som prikken over i’et har en ekstrabevilling fra Skive Kommune muliggjort, at hallen nu også råder over eget højttaleranlæg. Med andre ord er rammerne på plads for mesterskabet, der med dansk atletiks generelle fremgang de seneste par år er ekstra imødeset.

”Med de to OL-kvalificerede, Sara Slott Petersen og Andreas Bube, til start er felterne garanteret international klasse, og det tegner til spændende opgør på højt niveau i mange øvelser,” siger Annette Nørgaard Jensen fra den arrangerende klub Skive AM, som nu for niende år i træk er vært for DM-inde – såvel som DMU, der finder sted weekenden efter.

Morten Madsen og Martinsen

Topdueller
”Det virker som om, at niveauet vokser dag for dag. De imponerende resultater i 2015 har skabt stor motivation hos de danske atleter og givet tro på, at selv om man kommer fra et lille land, så er det muligt at skabe store resultater”, lyder det fra Annette Nørgaard, der især ser frem til to dueller: lørdagens 200 meter mellem 1900-løberne Sara Slott Petersen og Mette Graversgaard samt mændenes 400 meter dagen efter, hvor junioreuropamester Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) tager kampen op mod de senere års dominerende skikkelse på distancen, Nick Ekelund-Arenander (Sparta).

Martinsen melder sig VM-klar
Med den forrygende danske rekord på 60 meter hæk i weekenden er hækkeløber Andreas Martinsen – hvis han ikke var det allerede – rykket op i trækplaster-kategorien. I går meldte 1900-atleten officielt ud, at han agter at tage til VM-inde - om ellers den formelle udtagelse falder på plads. Det sker i givet fald mandag efter DM.

En anden potentiel VM-deltager, Stina Troest, stod egentlig på startlisten til 400 meter, men har i stedet valgt at jagte den sidste chance for VM-kvalifikation på 800 meter. Det sker fredag aften ved et stort stævne i Madrid, hvor et stærkt startfelt er på plads.

DM-inde – Skive d. 27.-28. februar 2016


Foto: Morten D. Madsen (Skive AM) og Andreas Martinsen (1900) er to af weekendens største favoritter på hhv. 60 meter og 60 meter hæk. I fjor mødtes de på 60 meteren, som Martinsen i år har fravalgt. (Gunner Sørensen)

© Copyright Dansk Atletik Forbund