Andreas Martinsen fik allerede under DM-inde tilsagn om at være udtaget. Her får han blomster og et håndtryk af formand Karsten Munkvad i forbindelse med præmieoverrækkelsen. (Lone Dybdal)
Andreas Martinsen udtaget til VM-inde
01. marts 2016 · Jeppe Weinreich
Den suveræne hækkeløber bliver dansk atletiks eneste deltager ved VM i Portland om små tre uger.
Den danske rekordholder på 60 meter hæk, Andreas Martinsen (Aarhus 1900), bliver ene om at repræsentere dansk atletik, når VM-inde i Portland, Oregon skydes i gang om 17 dage. Udover Sara Slott Petersen – som på et tidligt tidspunkt meldte fra - var Martinsen den eneste atlet, som formåede at presse sig under det særdeles hårde krav. Med 7,72 sekunder krævede det en forbedring af hans egen danske rekord, og det var netop hvad han gjorde, da han i Norge for ti dage siden løb i 7,69 sekunder.
De indledende heat på 60 meter hæk finder sted lørdag d. 18. marts kl. 17.05 lokal tid, hvilket vil sige kl. 2.05 om natten (til søndag) dansk tid. DR3 sender direkte fra mesterskabet i Oregon Convention Center.
Det er første gang siden Moskva 2006, at Aarhus 1900 har en atlet med til VM-inde. Dengang havde klubben både Anders Møller med i trespring samt Joachim B. Olsen, der vandt bronze i kuglestød (nogle år efter byttet om til sølv grundet dopingafsløring af den oprindelige nr. 2).
Som bekendt startede Andreas Martinsen sin karriere i AK Holstebro, og klubben var så sent som i Doha 2010 repræsenteret på 60 meter ved Martin Krabbe, der havde samme træner som Martinsen, nemlig Mikkel Larsen.
VM-inde løber i dagene 18.-20. marts, men som noget nyt ”tyvstarter” man med stangspring allerede torsdag d. 17.