Loading...

Copenhagen Half Marathon

Bilfri by til Copenhagen Half Marathon

08. marts 2016 · Henriette Leth Nielsen

København inviterer til bilfri by søndag 18. september for at fokusere på aktiviteter i et byrum uden biltrafik. Københavns kommune giver dermed optimale betingelser til løbere og tilskuere til Copenhagen Half Marathon.

Der bliver god plads til både løbere og tilskuere, når Copenhagen Half Marathon afvikles søndag 18. september i hovedstadens normalt trafikerede gader. Københavns kommune har nemlig besluttet at holde byen bilfri denne søndag i tidsrummet kl. 9-18. 

"Bilfri søndag handler om at vise både københavnere og turister, hvad vi kan bruge pladsen til, når vi ikke skal lægge asfalt til forurenende biler. Dermed handler den også om ren luft, som både deltagere og tilskuere til Cph Half kan nyde godt af, når forureningen forhåbentlig falder til et minimum med bandlysningen af bilerne. Den 18. september bliver en helt særlig dag at opleve København med både fest i gaderne og fred for bilerne," siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.

DAF og Sparta er særdeles tilfredse med, at København bliver bilfri på Cph Half-søndagen.

 "Vi er glade og stolte over at Copenhagen Half Marathon bliver en del af Københavns Kommunes bilfri søndag. Vi glæder os over at få lov til at afholde løbet i de unikke rammer, som den bilfrie søndag vil skabe. Og vi er sikre på, at det vil være med til at gøre løbet til en endnu større oplevelse for både deltagere og publikum", fortæller en særdeles tilfreds løbschef Lars Nissen, der normalt har travlt med at forstyrre biltrafikken mindst muligt, når han arrangerer løb.

Indtil videre er det planlagt, at dele af H.C. Andersens Boulevard bliver lukket for trafik, og samtidig er der lagt op til et samarbejde om lokale arrangementer i andre bydele, oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen. Borgere i Frederiksberg Kommune vil dog stadig kunne komme til og fra deres hjem.

Beslutningen om at afprøve den bilfri søndag i København blev vedtaget i Københavns Borgerrepræsentation 22. februar.

Fakta om Copenhagen Half Marathon
Copenhagen Half Marathon har som det første gadeløb i Norden fået tildelt en fornem sølvlabel af det internationale atletik forbund, IAAF, hvilket er med til at placere løbet helt i toppen af verdensranglisten over attraktive løb.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund