Fra kvindernes løb ved sidste års DM. (Lillebælt i Løb)
Topløbere dyster om DM-titlen i Strib
09. marts 2016 · Jeppe Weinreich
Med en række formstærke løbere til start er der tegning til et flot DM 10 km førstkommende lørdag i Strib. Et mesterskab, som vil blive streamet live.
I fjor blev det danske mesterskab på 10 km landevej afholdt i forbindelse med Strandvejsløbet i Strib. Det var så stor en succes, at arrangørerne Lillebælt i Løb igen i år er blevet tildelt værtsskabet.
En lang række af landets bedste løbere står derfor klar på startstregen, når startskuddet lyder lørdag d. 12. marts. For de største profiler bliver DM en vigtig test inden VM Halvmaraton i Cardiff to uger senere.
”Jeg tror på nogle rigtige gode dyster med hurtige vindertider. Ruten er god, og vejret tegner også til at blive fint med vinden i den rigtige retning,” lyder det fra VM-holdleder Niels Kim Hjorth.
Efter at Strandvejsløbets godt 2.000 motionsløbere er kommet i mål ved 12-tiden, gælder det elitens imødesete dyster, hvor sidste års mestre hos begge køn har meldt deres ankomst:
Herrer
Abdi Hakin Ulad kommer til Strib for at forsvare sin titel fra i fjor. Den danske mester har op til DM ligget i højdetræning i Kenya, og netop hjemkommet viste han topform, da han søndag i Holland løb 1:02,58 på en halvmaraton. Den 24-årige Hvidovre-løber kan se frem til god modstand. Flere stærke navne står klar til at tage kampen op:
Lars Budolfsen (Sparta) vandt titlen i 2014. Grundet en operation sidste sommer har Budolfsen ikke konkurreret seriøst siden sidste års Hamburg Marathon. Men formen skulle være mindst lige så god som i fjor på samme tidspunkt, forlyder det.
Jesper Faurschou (Herning LK) endte som nr. 4 i fjor, og det var faktisk første gang i ni sæsoner, at han ikke vandt medalje ved mesterskabet. Selvom hans seneste titel på 10 km er fra 2008, har den 32-årige løber vist så god form på det seneste, at han bør regnes blandt medaljefavoritterne.
Thijs Nijhuis (Viborg AM) viste ligeledes storform, da han vandt 3000 meteren ved DM-inde. I fjor forsøgte han sig med et aggressivt udlæg, men måtte senere udgå. Mon ikke han er stærkt opsat på at revanchere sig?
I fjor var Jacob Markussen (1900) den helt store overraskelse med en sølvmedalje. Siden har hans præstationer været stærkt svingende, men med en 10 km-tid på 30:31 min. ved et motionsløb i Aarhus for ti dage siden, kan han ikke afskrives. Flere af Odenses løbere – Glans, Skov og Lommer - viste ligeledes god form på 3000 meteren ved DM-inde. Med er også engelske Tom Wade (1900), som dog ikke kan deltage i DM individuelt.
Mads Tørsbøl er desværre blevet skadet, mens en anden Sparta-løber, Henrik Them, holder fokus på VM Halvmaraton.
Kvinder
Simone Glad gælder hos kvinderne som stor favorit. Den 25-årige fynbo, der i år er skiftet til AGF, har vundet fire af de fem seneste mesterskaber. At formen er god, viste hun for bare to uger siden ved DM-inde, hvor hun på suveræn vis tog titlerne på 1500 og 3000 meter.
Louise Langelund Batting (1900) var blot ét sekund fra Simone Glad sidste år, og bør igen i år være at finde i førerfeltet. Af de tre danske kvinder, som er udtaget til VM Halvmaraton, er Louise den eneste til start i Strib (de to andre er Jess Draskau-Petersson og Anna Holm Baumeister).
Alberte Kjær Pedersen (Fredericia Tri) er interessant nok også med. Den stadig kun 17-årige triatlet har sammen med andre triatleter meget oplagt valgt at teste formen ved DM. Som bekendt var hun med til at vinde bronze ved EM Cross i juniorklassen, og fra dét hold er også Louise Rode (Blovstrød) med. Anna Emilie Møller – som vandt bronze i fjor – har fokus på forberedelserne til banesæsonen og stiller ikke op. Sara Sig Møller (Sparta) kæmper for at blive klar til banesæsonen, efter at en knæskade har kostet et længere afbræk.
Sylvia Kiberenge (Køge Atletik) er naturligvis også blandt favoritterne, men den herboende kenyaner kan uden dansk pas ikke vinde medalje.
DM 10 km landevej inkluderer et mesterskab i U20 og U23 klassen samt i alle masters-klasser fra 40 år og opefter. I klassen over 80 år har to herrer meldt sig ind i medaljekampen.
DM 10 km landevej – Strib d. 12. marts
Kl. 11:00 Masters (herrer og damer fra 60 år og opefter). Deltagerne her løber med i Strandvejsløbet.
Kl. 12:40 Kvinder
Kl. 13:30 Herrer
Startliste
Ruten
Der løbes godt fem omgange på en 2,1 km lang rute. Med kun to sving pr. omgang på den helt flade strækning, er der lagt op til hurtige vindertider.
Live-streaming
Der vil blive streamet live via dette LINK
De seneste fem års mestre
Mænd / kvinder
2015 Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) 29:37 / Simone Glad (Odense Atletik) 35:29 min.
2014 Lars Budolfsen (Sparta) 29:32 / Jess Draskau-Petersson (Aarhus 1900) 34:10 min.
2013 Morten Munkholm (1900) 29:50 / Simone Glad (Odense Atletik) 34:00 min.
2012 Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) 29:53 / Simone Glad (Odense Atletik) 35:26 min.
2011 Morten Munkholm (1900) 29:59 / Simone Glad (Odense Atletik) 35:55 min.