(foto: Arkansas Razorbacks)
Trajkovski er tændt før den store finale
10. marts 2016 · Jeppe Weinreich
Det danske længdespringshåb Andreas Trajkovski står fredag aften foran sin hidtil største udfordring, når den store amerikanske universitetsfinale skydes i gang. Med 7.87 meter i sin seneste konkurrence går han til udfordringen fuld af selvtillid.
Sent fredag aften dansk tid tager længdespringer Andreas Trajkovski tilløb til sit første spring ved NCAA-finalen i Birmingham, Alabama. Selvom den 22-årige Sparta-atlet tidligere har stået i en finale ved Junior-VM, er den amerikanske universitetsfinale det hidtil største. Med nr. 1 og 7 på årets verdensrangliste til start er niveauet ganske højt, men med sin friske personlige rekord på 7.87 meter i bagagen har Trajkovski tænkt sig at bide skeer med de store.
”Jeg ved, der bliver hård konkurrence på fredag, da alle ligger rigtig tæt lige nu. Men jeg er ikke så fokuseret på, hvad de andre tidligere har sprunget. Det er et helt nyt stævne, og jeg ser alle som helt almindelige konkurrenter. Jeg føler mig i super god form og havde en god test på 150 m forleden, hvor jeg løb stærkere end nogensinde. Jeg har arbejdet med sprint og tilløb på det sidste for at få mere højde på mine spring, som i den sidste ende giver mere længde,” lyder det fra Trajkovski, der sigter efter en placering i top-7, hvilket vil give ham titlen af ”All American”.
Arkansas Razorbacks
Men NCAA-finalen er først og fremmest en prestigefuld holdkonkurrence, og her hører Trajkovskis team – Arkansas Razorbacks – til blandt favoritterne.
”Det er bare super godt at være en del af sådan et stærkt hold. Der er en rigtig god holdånd her, og det giver meget. Vi er seedet nr. 1 i nationen, og dét giver et pres. De har givet mig full scholarship, og det er nu, jeg skal give noget tilbage, kan man sige.”
Carl Lewis
Birmingham, Alabama er i øvrigt Carl Lewis’ gamle hjemmebane, og legenden – der endnu har stævnerekorden med 8.48 meter - forventes at være til stede.
”Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har set den mand springe på tv, og han har inspireret mig rigtig meget. Jeg kan lige så tydeligt huske, hvordan jeg kunne sidde i flere timer og gense hans finalespring fra VM i Tokyo i 1991, hver dag når jeg kom hjem fra skole,” slutter Andreas Trajkovski.
Længdespringsfinalen ved NCAA Indoor Track & Field Championships afvikles fredag kl. 15.20 lokal tid (kl. 22.20 dansk tid), og resultaterne kan følges live via dette link.