Loading...

Mangekampstræner Jens B. Christensen og Sebastian Skejø under konkurrencen. (DECA Text&Bild)

Notitser - internationalt

Ejlersen nr. 3 ved de svenske mesterskaber

14. marts 2016 · Jeppe Weinreich

Tre danske mangekæmpere deltog i weekenden ved SM Mangekamp i Göteborg, mens fire kastere var med ved European Throwing Cup i Rumænien.

Tre mangekæmpere fra Aarhus 1900 deltog i weekenden ved de svenske mesterskaber i Göteborg, og de placerede sig alle fint i felterne – om end uden for konkurrence. Bedst placeret blev Tine Bach Ejlersen med en 3. plads hos kvinderne. Hendes slutscore i femkampen på 3812 point er blot tre point lavere end det resultat, som hun for en måned siden blev dansk mester med. I forhold til den serie var hun denne gang bedre på 60 meter hæk med sæsonbedste 8,96 sek., mens hun ligeledes sluttede bedre af med 2:23,33 min. på 800 meteren.

PR til Diekema og Skejø
Grundet Nordenkampen deltog Mathilde Diekema ikke ved DM. Nu blev det så til sæsonens første femkamp med 3641 point og en samlet 6. plads. Selvom Mathildes serie ikke bød på hverken sæsonbedste eller PR i de enkelte discipliner, var der samlet set tale om en forbedring på 40 point af den femkamps-PR, som hun satte ved DM i fjor.  

Hos mændene sluttede Sebastian Skejø som nr. 8. Selvom han ved DM i Aalborg stod for en kæmpe forbedring af sin PR, kunne han med 4782 point alligevel igen lægge yderligere 41 point til. Der var sæsonbedste i højde med 1.88 meter, tangering af PR i stangspring med 4.14 meter og en PR på den afsluttende 1000 meter med 2:56,34 min.

European Throwing Cup
Det årlige European Winter Throwing har skiftet navn til European Throwing Cup. Det foregik i rumænske Arad, og her var fire danske kastere på plads. Bedst gjorde Kristoffer Thomsen (1900) det med en 5. plads i kuglestød i U23-klassen. Med 16.89 meter var han blot 12 cm fra sit nylige 17-meter-stød ved DMU. Udendørs-PR er det naturligvis. De andre tre danske kastere var alle et stykke fra deres bedste – se resultater nedenfor.

SM Mangekamp – Göteborg d. 12.-13. marts 2016
Samlet resultatliste

European Throwing Cup – Arad (RUM) d. 12.-13. marts 2016
Diskoskast K
12. Kathrine Bebe, Sparta 50.39 meter
Kuglestød K
6. Trine Mulbjerg, Sparta 15.60 meter
Hammerkast M (B-gruppe)
9. Taj Murmann, Odense Atletik 59.43 meter
Kuglestød M U23
5. Kristoffer Thomsen, Aarhus 1900 16.89 meter (ude-)PR
Resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund