(foto: Michael Hyllested)
350 deltog i sæsonens sidste stævne
15. marts 2016 · Jeppe Weinreich
Lørdag afholdt Helsingør IF Atletik årets sidste indendørs stævne i serien Kronborg Games. Det blev endnu et vellykket arrangement med mange glade atleter fra de deltagende klubber.
Med DMU ugen forinden og udendørssæsonen ventende lige om hjørnet, var der knap så megen trængsel i Snekkersten Hallen som ellers. Med godt 350 deltagere var tredje og sidste runde af det populære Kronborg Games dog stadig flot besøgt.
Med få indendørs stævnemuligheder i Storkøbenhavn er Kronborg Games et populært sted for ikke mindst Sparta, men også andre hovedstadsklubber som KIF og FIF deltager flittigt. Klubkonkurrencen blev igen i år vundet af Sparta, som dermed har vundet samtlige udgaver af stævnet. Førnævnte KIF og FIF tog hhv. 2. og 3. pladsen. Trods dominansen var der bestemt andre, som kunne være med. Og det glæder arrangørerne.
”Klassekonkurrencerne blev fantastisk godt fordelt i år; hos pigerne blev hver aldersklasse vundet af en ny klub. Bagsværd, Sparta, Greve, Ballerup og FIF Frederiksberg havde hver sin vindende atlet i pigernes aldersklasser fra 9 år til 17 år. Og hos drengene kom vinderne fra Bagsværd, Sparta, KIF/København, Slagelse og KIF/København, så også her var der vindere fra mange klubber,” hedder det i en pressemeddelelse.
Arrangørklubben fik dermed ingen vindere i klasserne i år, men fik til gengæld kæmpet sig op på en 5. plads i klubkonkurrencen ved det sidste stævne med mange flotte præstationer.
Skole-OL
Næste arrangement i HIF Atletik er værtskabet for to afdelinger af Skole-OL, som afholdes d. 3 og 4. maj på atletikstadion ved Rønnebær Alle.
Kronborg Games 3. runde – Snekkersten 12. marts 2016
Resultatliste
- Se Míchael Hyllesteds foto fra stævnet HER