Loading...

Fra venstre: DIF-formand Niels Nygaard, Amy Bengtsson (dansk mester i længdespring 1957), Niels Holst-Sørensen (europamester på 400 meter i 1946 - og tidligere IOC-medlem), Karsten Munkvad og endelig formand for Danmarks Idrætsforbund Venner, Mogens Finn Jung.

Navne

Karsten Munkvad modtager vigtig lederpris

27. maj 2016 · Jeppe Weinreich

Danmarks Idrætsforbunds Venner uddeler hvert femte år en pris til en idrætsleder, som har markeret sig stærkt inden for sit specialforbund. Prisen blev i sidste uge (27/5) overrakt formand i DAF, Karsten Munkvad.

I 2014 modtog Karsten Munkvad på vegne af Dansk Atletik Forbund Kulturministerens Idrætspris, og fredag var hæderen rettet mod personen selv. I Idrættens Hus fik formanden i DAF overrakt Danmarks Idrætsforbunds Venners Lederpris. Prisen, der blot uddeles hvert femte år, gives til ”en idrætsleder, som har medvirket til at skabe udvikling og nytænkning, og som gennem årene har markeret sig stærkt inden for sit specialforbund.”

Den 61-årige Karsten Munkvad overtog formandsposten i 2012, og lige siden har forbundet netop været eksponent for ”udvikling og nytænkning” med tiltag som Bevæg dig for livet, GoRun, Skole OL m.v.

Med prisen - som også er kendt under navnet ”Emanuel Prisen” (efter en anden tidl. DAF-formand, Emanuel Rose) - fulgte en statuette samt 10.000 kr. Overrækkelsen fandt sted i forbindelse med Danmarks Idrætsforbunds Venners 25 års jubilæumsreception. Det var foreningens formand Mogens Finn Jung - selv tidligere DAF-formand - som overrakte prisen. 

Tidligere vindere af prisen:
2001: Allan Bo Jakobsen, formand for Brydeforbundet
2006: Benny Hansen, formand for Jysk Boldspil Union
2011: Bjørn Borgen Hasløv, Dansk Forening for Rosport

Alle specialforbund under DIF blev bedt om at indstille en kandidat. Udvælgelseskomiteen består af: DIF´s formand Niels Nygaard, DIF´s direktør Morten Mølholm samt formand for Danmarks Idrætsforbunds Venner, Mogens Jung.

© Copyright Dansk Atletik Forbund